Ford vil være verdensleder inden for selvkørende biler. Allerede om fem år skal Ford have en flåde af fuldautomatiske biler uden rat og pedaler.
Ford satser stort på selvkørende biler. Allerede i 2021 vil den amerikanske bilproducent tilbyde en større flåde af fuldautomatiske biler, der kører selv og hverken har rat, speeder eller bremsepedal. De selvkørende biler skal typisk leveres til taxafirmaer og bildelings-tjenester. Teknologien, der gør bilerne selvkørende, er nemlig kostbar, men på sigt vil Ford også levere selvkørende biler til private.
Målet er gøre Ford til verdensleder inden for selvkørende biler. For at nå målet, mangedobler Ford nu investeringerne i teknologien bag. Antallet af medarbejdere i high-tech enklaver som Silicon Valley og Palo Alto i Californien fordobles, der er indgået aftaler med fire lovende start-up virksomheder lige som Ford har købt eller investeret i en række virksomheder, der beskæftiger sig med avanceret teknologi som radarer, sensorer, kameraer og ikke mindst kunstig intelligens.
Set i et historisk perspektiv er Fords udmelding bemærkelsesværdig. I årtier har Ford haft en overordnet strategi om netop ikke at være først med ny teknologi som for eksemepl Mercedes og Toyota ofte er. I stedet har Ford valgt at lade konkurrenterne komme først og så følge med, når de største investeringer og ikke mindst børnesygdomme var overstået.
Men i dag ser Ford selvkørende biler som den måske vigtigste, teknologiske udvikling siden Henry Ford begyndte at producere Model T på samlebånd.
Det næste årti vil blive defineret af automatisering af bilen, og vi ser selvkørende biler få lige så stor indflydelse på samfundet som Fords samlebånd havde for 100 år siden,” forklarer Fords topchef, Mark Fields, om firmaets klare satsning.
”Målet er at sende selvkørende biler på gaden, der kan forbedre sikkerheden og løse nogle af de sociale og miljømæssige udfordringer som millioner af mennesker har i dag – og ikke kun for dem, der har råd til luksusbiler,” fortsætter Mark Fields.
Største flåde af selvkørende biler
I første omgang bliver selvkørende biler dog så kostbare, at man mest vil se dem optræde i store flåder af f.eks. taxaer eller bildelingstjenester, hvor du ikke ejer en bil, men kan bestille én, når du har brug for det. Først senere vil omkostningerne til at udstyre biler med hyperavancerede radarer, kameraer og sofistikeret software nå ned i et niveau, hvor den selvkørende bil også vil være til at betale for en almindelig lønmodtager.
Senere i år vil Ford udvide firmaets flåde af selvkørende biler til 30, hvilket er mere end nogen anden bilproducent. At Ford selv vil udvikle teknologien i stedet for eksempelvis at indgå i et samarbejde med Google, der har kortlagt hele verden, understreger hvor stor betydning Ford tillægger selvkørende biler.
Læs også: Mini ser selvkørende fremtid uden bilejere
The post Ford vil være selvkørende i 2021 appeared first on Hvilkenbil.dk.