Mens billige koreanske biler slipper fejlfrit gennem tyske langtidstests, går det mindre godt for tyskernes egne bilmærker – senest må Ford Kuga nøjes med en middelmådig bedømmelse.
Gennem et stykke tid har vi berettet om, hvordan relativt billige biler fra Hyundai og Kia slipper bemærkelsesværdigt godt fra tyske langtidstest – f.eks. i det tyske bilmagasin AutoBilds 100.000 km test. Magasinet, der er Europas største, langtidstester løbende forskellige bilmodeller over 100.000 km, hvorefter bilerne skilles ad og gennemgås for fejl og slid.
Senest var det den koreanske Golf-rival, Hyundai i30, der havde ’fornøjelsen’ – og det blev endnu en test, som cheferne i den koreanske Hyundai-Kia-koncern faktisk kunne læse med netop stor fornøjelse: Efter 100.000 km kunne AutoBild konstatere, at det kun havde været nødvendigt at udskifte en enkelt pære til nummerpladebelysningen. Udgift: 97 eurocent eller hvad der svarer til 7,25 danske kroner…
Fint for Hyundai. Men hvis det nu er normen for moderne biler, er det jo ikke noget at falde i svime over. Konkurrenterne, hvad enten de er fra Europa eller Japan, ligger vel heller ikke på den lade side, kan man med god ret spørge?
Men faktisk er koreanerne ret alene på toppen af kvalitets-bjerget. Det er seneste 100.000 km test i AutoBild et godt eksempel på. Her har de tyske journalister haft en ’hjemmelavet’ Ford Kuga til langtidseksamen, og det slipper den tyske SUV ikke specielt godt fra.
Ud over brok over en stedvist slap finish og teknologiske udfordringer med Fords SYNC-infotainment elektronik, er der også mere alvorlige fejl på Kuga, der bl.a. konkurrerer med VW Tiguan, Honda CR-V og ikke mindst den koreanske Kia Sportage. Netop Sportage vandt for nylig en kvalitetsundersøgelse foretaget af J. D. Powers i Tyskland som den bil, der giver sine ejere færrest problemer.
Motor med åndenød
AutoBild oplever noget andet med Ford Kuga. Først er det en viskermotor, der står af efter 39.000 km. Ved 50.000 km skratter og larmer det så voldsomt fra bunden af bilen, at Kuga’en øjeblikkeligt køres på værksted. Et par skruer er knækket og får kardanakslen til firehjulstrækket til at slå mod huset til differentialet. Ikke nogen usædvanlig fejl, erkender Ford ifølge AutoBild.
Motor og automatgearet med dobbeltkobling overbeviser heller ikke i AutoBilds langtidstest: Da bilen er ny, roser testholdet automatgearet. Efter 70.000 km konstaterer testholdet, at gearkassen er begyndt at skifte langsomt og ubeslutsomt. Motoren – en toliters TDCI-diesel med 163 hk – virker også mere og mere træt. Efter 100.000 km er indsugningskanalerne så tilstoppede af sod, at kapaciteten er op mod halveret. Ifølge AutoBild er Kuga-motoren simpelthen tæt på at lide kvælningsdøden.
Så mens AutoBild har uddelt roser til de koreanske konkurrenter, er 100.000 km testen anderledes tankevækkende læsning for Ford. AutoBild kalder langtidstesten af Kuga for et ’alarmsignal’. Så ved vi det – mens koreanerne har succes med at lave langtidsholdbare biler, har Ford en udfordring.
Læs også:
Kia vinder tyske venner i det lange løb
Kia får igen tysk ros for kvalitet
The post Ford med flere fejl efter 100.000 km appeared first on Hvilkenbil.dk.