Trods blot 20 pct. registreringsafgift sælges der forsvindende få elbiler. Klimaministeren vil ikke ændre på afgiften, der efter planen stiger til 40 pct. fra nytår.
Fra nytår står det til at blive dyrere at købe mellemstore og store elbiler som Tesla og Jaguar I-Pace (billedet). Og det skal der ikke laves om på, mener klimaministeren Lars Christian Lilleholt (V). Det skriver Børsen.
Han mener, det er tid til at indse, at kunstig lav afgift på elbiler ikke virker salgsfremmende, og derfor fordobles registreringsafgiften som planlagt fra 20 til 40 pct. fra nytår. Oppositionen vil dog stoppe stigninger.
Jaguar I-Pace koster i dag 722.000 kr., men stiger med 142.000 kr. til 837.000 kr., når registreringsafgiften på elbiler efter planen til nytår stiger fra 20 pct. af satsen for benzin- og dieselbiler til 40 pct., viser beregninger, som Bilinfo har lavet for Børsen.
Et prishop, der kommer samtidig med, at de politisk favoriserede elbiler fortsat udgør en forsvindende lille del af det konstant stigende antal personbiler i Danmark.
Med en andel på blot 0,45 pct. af de solgte personbiler i årets første halvdel, mener klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) forud for forhandlinger om både en ny finanslov og klimaforlig, at det er på tide at indse, at den kunstige lave pris på elbiler ikke kommer til at sparke gang i det træge salg.
“Selv hvis vi støttede udbredelsen af elbiler med fuld afgiftsfritagelse, hvilket vi stort set gør nu, ville vi ikke kunne skubbe ret meget på salget af dem. Det er teknologiudvikling, der er brug for til at sikre biler med en længere rækkevidde,” siger ministeren til Børsen.
Derfor lægger han hverken op til en ny aftale om at eliminere registreringsafgiften på elbiler eller at forlænge fastfrysningen på 20 pct. registreringsafgift aftalt af V, LA, K, S og R sidste forår.
Oppositionen er imod
Finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) ser gerne afgiften sløjfet helt.
“Vi synes egentlig, det er fair nok, at der på luksusbiler også er en form for registreringsafgift på elbiler. Men her og nu drejer det sig om at få gang i salget,” siger hun til Børsen og bakkes op af De Radikale:
“Vi er klar på alt, der kan få flere biler på vedvarende energi,” siger skatte- og transportordfører Andreas Stenberg, som er klar til at bruge af det økonomiske råderum for at fremme elbilsalget.
De to mest solgte elbiler i Danmark pt. Nissan Leaf og Hyundai Ioniq går i øjeblikket fri af registreringsafgiften, da de ligger inden for det indførte bundfradrag på elbiler. Det gør de også, efter at afgiften bliver hævet fra 20 til 40 pct. fra årsskiftet.
En spørgeundersøgelse som analyseinstituttet Yougov tidligere på året har lavet på vegne af interesseorganisationen Dansk Elbil Alliance viser, at et stort og stigende antal danskere mener, at politikerne i Folketinget bør sørge for at give elbilerne et ekstra skub ud på de danske veje. Også selvom det koster statskassen penge.
Næsten tre ud af fire danskere svarede, at politikerne bør gøre en særlig indsats for at fremme salget af elbiler. Kun syv procent var imod.
Læs også: Flertal af danskerne ønsker støtte til elbiler
henrikh@hvilkenbil.dk
The post Nu fordobles afgiften på elbiler snart appeared first on Hvilkenbil.dk.