Efter 12 år dropper Toyota navnet Auris på deres model i Golf-klassen. Fremover skal den igen hedde Corolla over hele verden – et navn, der minder om tidligere tiders enorme succes for modellen.
Toyota vender tilbage til rødderne og den helt store succes, når mærket i 2019 lancerer en afløser for den nuværende Auris. Modellen, der er Toyotas udspil i den såkaldte Golf-klasse, dropper nemlig Auris-navnet efter 12 år for at vende tilbage til det legendariske Corolla-navneskilt. Toyota har tilsyneladende ombestemt sig for nylig, for da fabrikken viste de første billeder af bilen i marts, hed den stadig Auris.
Den oprindelige Corolla kom første gang på markedet som en kompakt fire-dørs sedan i 1966. Siden blev modellen særligt populær som hatchback. Med 45 millioner solgte biler hævder Toyota, at Corolla er alle tiders mest solgte bilmodel.
Med navneskiftet ensretter Toyota sin navngivning. Fremover skal mærkets Golf-udfordrer igen hedde Corolla over alt i verden. Samtidig siger navneskiftet måske også lidt om Toyotas ambitioner for den kommende Auris-afløser: Mens Auris aldrig blev helt så populær som Corolla i sine velmagtsdage, er der store forhåbninger til afløseren med det nye, gamle navnetræk. Bilen står på Toyotas nye TNGA-platform, der i modeller som C-HR og Prius virkeligt har forbedret køreegenskaberne. Sammen med et langt mere vovet design, skal det være med til at flytte opfattelsen af Toyota. Det japanske bilmærke vil ikke længere kun være kendt for sin høje pålidelighed, men også tiltrække nye kunder med mere følelsesladede argumenter som spændende design og en mere dynamisk køreoplevelse.
To hybridmotorer
Med den kommende Corolla satser Toyota nok engang på hybrid-teknologi, der kombinerer en traditionel benzinmotor med en elmotor og batteridrift. Corolla bliver den første Toyota, hvor man kan vælge mellem to forskellige hybridmotorer: Den velkendte 1.8-liters med 122 hestekræfter eller en 2.0-liters med hele 180 hestekræfter. Begge motorer rummer den nyeste fjerde generation hybridteknologi, der er kendt fra bl.a. Toyota Prius og Toyota C-HR Hybrid, og kan køre på ren el over kortere afstande ved hastigheder helt op til 110 km/t.
”Der er ikke noget bedre tidspunkt at genintroducere Corolla-navnet for vores hatchback og stationcar end ved introduktionen af den helt nye generation til næste år. Navnet er legendarisk, og vores nye produkt skarpere end nogensinde før. Vi har således store forventninger,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Stationcar-udgaven af den nye Corolla med navnet Corolla Touring Sports får verdenspremiere i starten af oktober ved Paris Motor Show. Her vil den stå side om side med hatchback-udgaven – begge som hybrid.
Læs også: Ny Toyota Auris får power-hybridmotor
The post Auris bliver igen til Corolla appeared first on Hvilkenbil.dk.