BILTEST: Tredje generation af Kia Ceed SW har fået en ordentlig bagdel, som også er bilens største fordel. Udstyrslisten er lang og komforten i top – men det er prisen også med dieselmotor og automatgear.
Hvilken bil?
Det er lidt af en tilsnigelse at kalde den nye Kia Ceed stationcar for ’ny’. For den er et pænt stykke over et år forsinket i forhold til, hvornår Hyundai-Kia koncernen sendte søsterbilen Hyundai i30 stationcar på gaden herhjemme. De to biler er meget lig hinanden. Begge er behagelige bekendtskaber med komforten i højsædet. På et punkt overgår Ceed SW dog sin Hyundai-’bro’: Bagagerummet er på hele 625 liter – ca. 20 mere end i i30 stationcar – men i praksis har det ingen betydning. Og så har den 7 års eller 150.000 km garanti, alt efter hvad der kommer først, hvor Hyundai har 5 år uden km-begrænsning. Kia tilbyder fire motorvarianter – to turbobenzinere med henholdsvis 120 og 140 hk samt to turbodieseler med 115 og 136 hk. Vi tester her den dyreste intromodel med 136 turbodiesel-heste og 7-trins automatgear af dobbeltkoblingstypen til 303.000 kr.
Vidste du at?
Fakta kan godt snyde. På papiret har Kia Ceed SW 15 liter mere bagagerumsplads end klassens ’raumwunder’ Skoda Octavia Combi. Men de tørre tal afspejler ikke virkelighedens verden. Det viser et eksperiment, som Motor har gennemført med at fylde flest mulige fodbolde ind bagi Kia Ceed SW og Skoda Octavia. Sidstnævnte sluger hele 62 læderkugler, mens Ceed’en, som vi tester her, må nøjes med 48 bolde. Heraf de tre under gulvet, som faktisk rummer en hel Pandoras æske af opbevaringsrum i forskellig størrelse og dybde. De er gode, når man gerne vil transportere et par våde gummistøvler eller forhindre at ting ligger og skøjter rundt i bagagerummet. Octavia udnytter i stedet pladsen til ren rummelighed.
Hvordan er førerpladsen?
Når du sætter dig ind bag det lækre opvarmede læderrat i Ceed, hvorfra du kan styre fartpilot, musik og meget mere, er enkelheden i betjeningen slående. Der er ryddet op i knapper og greb, men heldigvis har indretningsarkitekterne beholdt betjeningen af klimaanlægget ude af den trykfølsomme skærm og placeret sædevarmen logisk lige under. De har endda fået plads til friskluftdyserne oppe på begge sider af den højt, centralt placerede skærm – det helt rigtige sted.
Du sidder godt i forsædet, og der er masser af albuerum foran. Materialerne er bløde og pæne, ligesom finish og fralægningsplads er i orden. Eneste minus er lidt rigeligt genskin fra instrumentbordet. Alt i alt byder Kia Ceed på en gennemarbejdet førerplads.
Hvordan opleves kabinen?
Både godt og skidt. Pladsen i bagagerummet er nærmest ekstravagant og gulvet i lastrummet gemmer som nævnt på en hel serie af praktiske opbevaringsrum. Vi kunne dog have ønsket os, at lidt af pladsen i stedet var gået til bagsædepassagererne. Benpladsen bagi er skuffende nok ikke vokset i forhold til forgængeren. En langbenet passager bag en fører på 185 cm eller mere giver knæproblemer på bagsædet. Til gengæld er bagsædets midterplads ganske brugbar takket være en lav kardantunnel, og der er plus for friskluftdyser til bagsædefolket. Dog kun i testbilen, Intro Edition, og GT-line.
Er sikkerheden i orden?
Hyundai i30 – og dermed formentligt også søsterbilen Kia Ceed – scorede de maksimale fem stjerner i Euro NCAP sikkerhedstesten i juli 2017. Både styrken i konstruktionen men også den aktive sikkerhed er i top. I forhold til for snart to år siden er sikkerhedskravene øget, og det faktum at introduktionen af den nye Ceed stationcar kommer haltende efter Hyundai i30 har en fordel. Der sker nemlig en rivende udvikling inden for det aktive sikkerhedsudstyr. Kia Ceed byder derfor på et flot udvalg af det nyeste sikkerhedsudstyr som aktiv nødbremse, der også ’ser’ fodgængere samt vognbaneassistent. For bare 1.000 kr. ekstra får du aktiv styrehjælp. Systemet holder bilen i midten af vognbanen, men du skal hvert halve minut korrigere på rattet af sikkerhedsmæssige hensyn. Det fungerer imponerende godt. Det eneste vi savner er blindvinkelalarm og skiltegenkendelse, som kan tilkøbes for 9.000 kr.
Hvordan kører den?
Komfortabelt med mulighed for et friskt ’twist’. Med DCT automatgear lægger Kia Ceed SW op til tilbagelænet cruising, og det er også her, bilen er i sit es med god retningsstabilitet og behagelig affjedring. Med DCT-gear kan Ceed også piftes op til lidt mere sjov i gaden. Hvis du vælger gearkassens Sport-indstilling, optræder bilen mere frisk – både i præstationer og styring. Det føles som om styringens respons forbedres, samtidig med at affjedringen strammer op og det fine multilink baghjulsophæng kommer til sin ret. Især med testbilens 17 tommer fælge er den velvoksne Ceed SW ganske sjov at styre rundt i sving og på mindre veje. Men du sparer 14.000 kr. på at nøjes med de standardmonterede 16-tommer hjul.
Hvordan er motoren?
Dejligt lydsvag. Mens andre mærker rydder ud i dieselmotorerne, fås Kia Ceed med to dieselvarianter. Den mindste med 115 hk og testbilens med 136 hk i kombination med en 7-trins automatgearkasse af dobbeltkoblingstypen som Volkswagens DSG. Den skifter næsten umærkeligt og giver dig desuden mulighed for at vælge mellem økonomisk og sportslig kørsel. Det føles næsten som to forskellige motorer.
Ceed ændrer virkelig karakter, hvis du vælger ’Sport’. Fra adstadigt at dæmpe effekten i ’øko’ bliver den særdeles kvik og vælger hele tiden et lavere gear, så accelerationsevnen er markant bedre.
Men det koster selvfølgelig på forbruget. Vi klarede dog 16,6 km/l i en testuge med mest motorvejs- og bykørsel. Holdt op imod de opgivne 19,2 km/l efter den nye mere realistiske WLTP-norm, er det godkendt.
Passer prisen?
Både og. En merpris på 15.000 kr. for stationcar-udgaven er rimelig. Og testbilens 136 hk fås for kun 10.000 kr. mere end den ’lille’ 115 hk version. Sammenlignet med crossoveren i samme størrelse, Kia Sportage, er Ceed SW næsten 100.000 kr. billigere i indstigningsmodellen. Sammenlignet med andre konkurrenter er testbilen dog dyr. Velkørende Ford Focus, Årets Bil i Danmark, fås fx med Titanium-udstyr og 2,0 liter 150 hk turbodiesel med 8-trins automatgear til 297.000 kr. Til gengæld er indstigningsmodellen af Ceed SW med 1,0 liters 120 hk turbobenzinmotor 10.000 kr. billigere end Ford Focus. Det er små forskelle, der hurtigt kan udlignes med en kontant rabat hos forhandleren. Det skal med i vurderingen at Kia altid yder 7 år/150.000 km garanti – de første tre år uden km-begrænsning. Den tryghed er svær at prissætte.
Er der alternativer?
En hel række. Ud over Ford Focus peger vi her på de mest oplagte. Koncerntvillingen Hyundai i30 st. car fås fra 215.000 kr. mod Kia Ceed SW’s 225.000 kr. En duo der er svær at slå, ser det ud til. For klassens duks, VW Golf Variant, må du hoste op med hele 276.000 kr. i billigste udgave med 1,5 TSI-motor i 130 hk-trim. Priserne med mere udstyr, diesel og DSG-gear ræser hurtigt mod 350.000 kr. Her står Kia Ceed stærkt. Til gengæld er der prismæssige klø til testbilens 303.000 kr. fra en anden tysker. Lige nu fås Opel Astra Sport Tourer med 1,6 liters 136 hk turbodiesel og en hel del udstyr til bare 200.000 kr. – dog uden automatgear. Seat Leon ST frister med pæn plads til bagage og Xcellence-udstyr, DSG-gear samt 150 hk fra enten en turbobenzin- eller turbodieselmotor til 280-290.000 kr. Skoda Octavia Combi, der byder på en balsal af bagsædeplads, løber op i omkring 300.000 kr. med samme motorer.
Konklusion:
For: Komfort, DCT-gear, lang garanti, bagagerum, førerassistenter.
Imod: Bagsædeplads, adaptiv fartpilot kun med DCT gear
Hvilkenbil siger:
[star-reviews]Kia Ceed SW et stærkt bud på en stationcar i den lille mellemklasse. Men det koster; med dieselmotor og automatgear ligger Ceed SW i den dyre ende sammenlignet med konkurrenterne. Og mens bagagerummet imponerer, skuffer benpladsen den nye version, og du skal desværre vælge DCT-gear til 33.000 kr. ekstra for at få adaptiv fartpilot. Alt i alt ender vi på fire stjerner til komfortable Kia Ceed SW.
Læs også tests af konkurrenterne:
Hyundai i30 stc – letflydende familiebil
Opel Astra hitter også som stationcar
FAKTA: Kia Ceed SW (stationcar) 1,6 CRDI DCT ’Intro Edition’
Vejl. pris, inkl. lev.: 303.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 3.240 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/7 år/150.000 km.
Sikkerhed (Euro NCAP): Ikke testet
Antal airbags: 6
Forbrug: 19,2 km/l (136 g.CO2 pr. km)
Forbrug i test: 16,6 km/l
Længde/bredde/højde: 460/180/147 cm (akselafstand 265 cm)
Bagagerum (min/max): 625/1.694 liter
Køreklar vægt: 1.452 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter turbodiesel
Effekt: 136 hk / 320 Nm (v. 2.000-2.250 omdr./min.)
0-100 km/t: 10,1 sek
Topfart: 200 km/t
Særligt standard udstyr (Intro Edition):
Luftdyser bag, el-betjente sidespejle m. varme, krom vindueslister, tonede ruder, bakkamera med dynamisk linjestyring, multijusterbart læderrat med varme, varme i forsæder, fjernbetjent centrallås, regnsensor, 8″ navigationsanlæg, bluetooth med stemmestyring, DAB+, Apple CarPlay, AUX og USB-stik + ekstra USB lader i front, 6 airbags, 2-zoners klimaanlæg, elektronisk nedblændeligt bakspejl, automatisk nødbremse (biler og fodgængere), Lane Keeping Assist og Lane Follow Assist, højdejusterbart fører- og passagersæde, fartpilot, (adaptiv fartpilot med DCT-gear), fjernlysassistent, elektronisk parkeringsbremse, LED kørelys og LED baglygter, 16″ alufælge, træthedsregistrering, interiør/kabine stof og kunstlæder, baksensor bag, tågelygter m. drejelys.
Metallak: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
The post Bagdelen er Ceed stationcars fordel appeared first on Hvilkenbil.dk.