Ingen udvikling på fem år: FDM dumper 15 ud af 25 bilmærkers garantier. Der er behov for længere og bedre garanti på biler, mener den danske bilklub.
Der er ingen garanti for, at garantien er god nok, når danskerne køber ny bil. Det viser en omfattende gennemgang af garantierne på 25 af de mest solgte bilmærker herhjemme, som FDM har foretaget.
Af dem lever kun de ti op til FDM’s krav til en god garantidækning, som er mindst tre år eller 100.000 km.
Det er knap fem år siden, at FDM sidst gav garantierne et tjek, og resultatet er lige så nedslående som dengang. Ingen af de 25 bilmærker har forlænget deres garanti, og der er stadig stor forskel på, hvor godt man er dækket – hvis man over hovedet er dækket – ved forskellige typer fejl.
Asiater går foran
Det er især de europæiske bilmærker, den er gal med, skriver FDM i sit blad Motor. Med undtagelse af Dacia tilbyder ingen af dem mere end to års garanti, mens de asiatiske bilmærker har både tre, fem og syv års garanti. Undersøgelsen viser også, at der ikke er sammenhæng mellem en høj pris og god garanti – snarere tværtimod.
”Groft sagt kan man sige, at over halvdelen af bilproducenterne ikke selv stoler nok på deres biler til at give en garanti på længere end to år. De tør i hvert fald ikke give en længere garanti,” siger jurist i FDM, Michael Ern Nielsen, der har gennemgået garantierne, og tilføjer:
”For forbrugerne betyder det, at de ikke er lige så godt beskyttet, som vi mener, de burde være. Slet ikke når man tager i betragtning, at et bilkøb for mange er en af de største investeringer, de foretager sig. I mange tilfælde er man bedre garantidækket, hvis man køber en brødrister end en bil til flere hundrede tusinde kroner.”
Ikke tilfredsstillende
Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling, der har fulgt bilbranchen i mere end 25 år, er helt enig i det synspunkt.
”Når man som dansker skal betale en høj pris for sin nye bil, og mange derfor vælger at beholde i bilen i tre år eller mere, er en garanti på blot to år ikke tilfredsstillende. Og jeg undrer mig også over, hvorfor europæiske bilproducenter ikke har samme tillid til egne produkter som de asiatiske,” uddyber han.
At de mangelfulde garantier kan ramme bilejerne hårdt, er velkendt i FDM’s rådgivning. Her får man ofte henvendelser fra medlemmer, som står med store reparationsudgifter på biler, som kun er lidt over to år gamle.
”FDM så derfor gerne en generel forbedring af garantierne. Det har man eksempelvis i Norge, hvor der sædvanligvis er fem års garanti på biler. Og da en bil er noget, man har i flere år, mener vi kun, det er rimeligt, at man som forbruger kan forvente, at den også holder længere end to år. Det undrer os i hvert fald, at de samme bilproducenter giver norske forbrugere fem års garanti, mens deres danske kunder må nøjes med to år,” siger Michael Ern Nielsen.
The post FDM efterlyser bedre garanti appeared first on Hvilkenbil.dk.