Halvårsopgørelse: Peugeot 208, Nissan Qashqai og VW Golf sidder solidt på toppen af salgslisten for første halvdel af 2018. Vi kan ikke få nok af de højbenede crossovers, der nu er det største segment.
Her i sommervarmen kan vi gøre midtvejs-status på årets bilsalg. De første seks måneder tegner et tydeligt billede af danskernes favoritter, når vi skal vælge ny bil.
Mest populære mærke er VW, der har hele fire biler i top 10, og tæller vi Skoda med, som også ejes af Volkswagen-koncernen, er hele syv pladser i top 20 besat, viser nye tal fra De Danske Bilimportører.
Men den franske PSA-koncern med Peugeot, Citroën og Opel på menukortet følger tæt trop med fem modeller i top 20. Blandt andet mini’en Peugeot 208, der er halvårets mest solgte foran crossoveren Nissan Qashqai og VW Golf.
Ser vi på det totale salg – også modellerne uden for top 20 – er Volkswagen også det mest solgte mærke i første halvår efterfulgt af Peugeot og Toyota på tredjepladsen.
I første halvdel af året blev tendensen til, at vi køber færre af de mindste biler og flere SUV’er – primært de såkaldte crossovers – endnu tydeligere.
Høj siddeposition er værdsat
Crossovers og SUV’ere i det såkaldte J-segment er hoppet fra at udgøre ca. 12 pct. af markedet for to år siden til i første halvår i år at udgøre ca. 27 pct. af det samlede salg. Dermed har SUV’ere og crossovers (som f.eks. Seat Arona på billedet) overhalet minibilerne som det mest populære segment.
Direktør i De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen forklarer, at der er rigtig mange forskellige biler i J-segmentet.
”Men fælles for dem er en høj bil sammenlignet med de traditionelle sedaner, stationcars og hatchbacks: den er lettere at komme ind og ud af, har en høj siddeposition, og som fører har man et godt overblik – noget mange værdsætter,” siger han.
Samlet set ligger salget af nye biler med godt 121.000 indregistrerede i år ca. tre pct. under samme periode i fjor men over salget i både 2015 og 2016. Salget i juni endte på 22.500 biler, hvilket er seks pct. under samme måned sidste år.
Læs også: Crossovers er hot – prisen er not
FAKTA: TOP-20 JAN.-JUNI 2018
1. Peugeot 208: 5.713
2. Nissan Qashqai: 4.835
3. VW Golf: 3.313
4. VW Polo: 2.872
5. Renault Clio: 2.699
6. Toyota Yaris: 2.672
7. VW Passat: 2.664
8. VW Up: 2.514
9. Citroën C3: 2.512
10. Skoda Fabia: 2.209
11. Skoda Octavia: 2.187
12. VW Touran: 2.153
13. Toyota Aygo: 2.089
14. Ford Fiesta: 1.940
15. Peugeot 308: 1.871
16. Peugeot 2008: 1.741
17. Renault Captur: 1.728
18. Mercedes C-klasse: 1.682
19. Peugeot 3008: 1.543
20. Suzuki Baleno: 1.497
Kilde: De Danske Bilimportører
The post Bilsalg: De ’højbenede’ biler sælger nu bedst appeared first on Hvilkenbil.dk.