Fiat opgraderer Tipo med mere udstyr og automatisk nødbremse, så den kommer på højde med konkurrenterne. Prismæssigt underbyder Tipo fortsat de fleste til priser fra 170.000 kr.
Fiat Tipo vil være det billige alternativ i den populære Golf-klasse. Og billig har den været – måske for billig, for automatisk nødbremse, der anses for at være vigtigt sikkerhedsudstyr i dag, har indtil nu kostet 4.000 kroner ekstra i flere Tipo-varianter. En mulig forklaring på, at den italienske Golf aldrig har fået fart fart i salget på det ellers prisfølsomme, danske marked.
Det gør importøren nu noget ved. Udstyret opgraderes og priserne fintrimmes. Først og fremmest er automatisk nødbremse fremover standard på alle Tipo-modeller – også basisudgaven Pop, der som femdørs hatchback med 95 benzinheste koster 170.000 kroner. Det er 4.000 kroner mindre end tidligere. Med i prisen følger ikke desto mindre en del udstyr, bl.a. aircondition, fartpilot, fjernbetjent centrallås – og så Tipos trumfkort, den gode plads til hele familien.
Bluetooth, der gør det muligt at tale trådløst i din smartphone, følger dog først med i mellemste udstyrstrin, Easy. Det lægger 20.000 kroner til prisen, men så får du også andet udstyr som bl.a. klimaanlæg, parkeringssensor, læderrat og LED-kørelys med i prisen.
Topmodellen Lounge koster yderligere 20.000 kroner, men så omfatter udstyrslisten også behageligheder som adaptiv fartpilot, Apple Carplay, bakkamera og alufælge.
Tipo på vej ud
Oprustningen af Fiats største model kommer kort efter, at Fiat har afsløret sine fremtidsplaner – og de omfatter ikke en afløser for Tipo. Faktisk vil Fiat groft sagt fremover koncentrere sig om sine to mindste modeller, 500 og Panda og aflæggere af 500-serien som for eksempel crossoveren 500X. Selv den engang så populære Punto pensioneres snart, fordi Fiat groft sagt kun tjener penge på deres mindste modeller. Indtjeningen skal simpelthen op, for at Fiat i de kommende år kan få råd til en omfattende omstilling til elbiler.
Læs vores test af Fiat Tipo her: Fiat er tilbage i golfklubben med Tipo
The post Billigere og mere sikker Fiat Tipo appeared first on Hvilkenbil.dk.