Euro NCAP har udpeget de mest sikre biler af de 70 modeller, der blev crashtestet i 2017. Den mellemstore SUV Volvo XC60 er årets sikreste bil, mens VW snupper sejren i hele tre klasser.
2017 var crashtest-organisationen Euro NCAPs travleste år nogensinde. 70 biler blev i løbet af året undersøgt ned til mindste detalje, og nu peger eksperterne på sikkerheds-duksene i seks bilklasser. Alle har selvfølgelig scoret de maksimale fem sikkerhedsstjerner og oven i udmærket sig.
Blandt direktionsgangenes firmabiler – premiumklassen – er det VW Arteon, der er årets mest sikre. Også i miniklassen skinner en VW klarest på sikkerhedsstjerne-himlen med den nye Polo, ligesom den nye T-Roc har den bedste sikkerhed blandt de kompakte crossovers.
Men det er Volvo som styrker sit ry som en af de absolut fremmeste bilproducenter på sikkerhedsområdet med årets absolut sikreste bil på tværs af alle de testede biler i 2017 – den helt nye udgave af SUV’en XC60.
Opel Crossland X, som er den første Opel på gaden under PSA-koncernens ejerskab, finder også nåde for Euro NCAPs skarpe vurderinger. Den vinder hæder i klassen for små MPV’er, men i Danmark putter vi den i crossover/SUV-klassen.
Subaru XV / Impreza, som vi ikke ser ret mange af på de danske veje, er sikrest i 2017 blandt de crashtestede mindre familiebiler.
Aktiv sikkerhed vinder frem
Generalsekretær i Euro NCAP Michiel van Ratingen mener, at det er opmuntrende, at se så mange nye biler, der performer på et højt sikkerhedsmæssigt niveau, og som er udstyret med det nyeste, aktive sikkerhedsudstyr, som er med til at redde liv.
Automatisk nødbremse (AEB) med fodgængergenkendelse, som første gang blev testet af Euro NCAP i 2016, var eksempelvis allerede en mulighed på 82 procent af de testede biler i 2017 og standardudstyr på 62 procent af bilerne.
92 procent af de nye testede biler var udstyret med fartpilot og den var standard på 82 procent.
Generalsekretæren fremhæver, at de teknologiske fremskridt ikke er gået ud over udviklingen af den basale kollisionssikkerhed indbygget i bilernes konstruktion.
Læs også: Ældre modeller dumper i crashtest
The post Her er de sikreste biler i 2017 appeared first on Hvilkenbil.dk.