BILTEST: Hybridbilen Kia Niro kombinerer el- og benzinmotor med et vellykket automatgear og lokker samtidig med moderigtigt crossover-design. Toyota bør kigge nervøst i bakspejlet…
Hvilken bil?
Kia Niro er en hybridbil, der både kører på benzin og el for at holde forbruget nede. Dermed udfordrer Kia især Toyota, der som pioner på området står stærkt i nichen for hybridbiler. Koreanernes udspil i hybridklassen virker gennemarbejdet. Blandt andet fordi Niro kobler el- og benzinmotor sammen med et moderne dobbeltkoblings-automatgear i modsætning til Toyotas mere udskældte trinløse gear, der ofte lader benzinmotoren køre med høje og højlydte omdrejninger. Endelig serveres Niro i moderigtigt crossover-look med den høje siddeposition, som mange bilkøbere efterspørger. Kia Niro fås fra 304.000 kr. inkl. levering og pænt med udstyr – her tester vi topudgaven Advance med det hele til 353.000 kr.
Vidste du at?
Kia Niro står på en ny platform, der også danner basis for søsterbilen Hyundai Ioniq. Mens Ioniq er en lav personbil i samme design som den ‘originale hybrid’, Toyota Prius, er Niro en højere og mere praktisk crossover på størrelse med Nissan Qashqai.
Efter VW-skandalen vil hybridbiler i et vist omfang formentlig afløse de udskældte dieselbiler, inden vi for alvor skifter til el og brint. Med Niro kommer Kia på omgangshøjde med giganter som Toyota og VW, der tilbyder stadig flere hybridmodeller.
Den store fordel ved teknologien er, at du kan opsamle og genbruge bremseenergi. Over korte afstande ved lav fart, kan du endda køre på ren eldrift. Vi prøvede flere gange at trille ca. én km gennem by- og villakvarterer i Kia Niro udelukkende på el.
Hvordan er førerpladsen?
Uden at være høj som en SUV får førerpladsen et løft i Niro. Det giver et godt udsyn, og gør det let at stige ind og ud. Forholdet mellem rat, sæde og pedaler er i orden, men desværre er selve sædet kort og da ryglænet samtidig kun kan indstilles i grove hak, fandt vi os aldrig helt til rette i førersædet. Betjeningen er til gengæld let at finde rundt i – inklusive det multiinstrument der på forskellige måder viser, hvor miljøvenligt du kører. For eksempel kan du se, hvor stor en procentdel af din kørsel, der er økonomisk, din aktuelle brændstoføkonomi og om du får energi fra benzinmotoren, batteriet eller begge dele. Pædagogisk underholdning der gør det til en sport at spare.
Hvordan opleves kabinen?
Mere rummelig end man skulle tro for en bil på moderate 436 cm. Både for og bag er der masser af luft omkring hoved, albue og knæ – fem voksne kan sagtes drage på langtur i den gæstfri Niro. Batteriet er godt gemt væk under bagsædet, men gulvet i bagagerummet så højt, at det kun sluger 427 liter. Lægger du splitbagsædet ned er gulvet dog næsten plant, og sammen med den lodrette bagklap er det nemt at få det maksimale ud af Niros bagagerum. Finish og kvalitetsindtryk er typisk Kia. Her er hård plastic hist og pist, men knapperne klikker lækkert og du slipper for de raslelyde, du ofte hører i dyrere, tyske biler.
Er sikkerheden i orden?
Overordnet er Kia Niro solid og yder god beskyttelse af sine passagerer. Der er dog et lille men på bagsædet, hvor passagererne udsættes for stor belastning af brystkassen i fuldt frontalsammenstød. Beskyttelsen mod piskesmældsskader er også middelmådig for bagsædepassagerer. Til gengæld har den danske Kia-importør valgt at gøre fuld sikkerhedspakke med bl.a. automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, adaptiv fartpilot og vognbaneassistent standard. Et sympatisk valg der udløser topkarakteren fem stjerner i Euro NCAPs crashtest – uden fuld sikkerhedspakke scorer Niro kun fire stjerner. Blindvinkel-assistent kan tilkøbes for 10.000 kr. Læs mere på euroncap.com
Hvordan kører den?
På vejen er Kia Niro godmodigheden selv. Der er tydeligvis ofret penge på multilink-affjedringen, der uden problemer sluger både små og store ujævnheder. Styringen er præcis nok, men der er ikke meget feedback fra underlaget, og giver du Niro kniven i kurverne, føles den mere blød og tung end skarp og atletisk. Fair nok, for hybrider har det alligevel bedst med en tilbagelænet kørestil, og så belønner Niro dig med virkelig fin kørekomfort. Desværre skæmmes den gode stemning af påtrængende rullestøj fra dækkene, der hverken bryder sig om motorvejsfart eller grovkornet asfalt.
Hvordan er motoren?
Kia Niro har to: En 1,6 liters benzinmotor med beskedne 105 hk og forbrænding efter den økonomiske Atkinson-cyklus samt en elmotor med 43 hk. Systemeffekten er på 141 hk og de administreres af et seks-trins automatgear med dobbeltkobling. Det tekniske trekløver samarbejder forbløffende sømløst og dobbeltkoblings-gearkassen giver klart Kia et teknisk forspring til Toyota, der holder fast i et trinløst CVT-gear. Niro skifter simpelthen mere ‘organisk’, og kun ved fuld acceleration hører du det monotone brøl fra benzinmotoren, der ofte præger hybrider.
Niro har dog samme udfordring som andre hybrider: På motorvejen har du ingen gavn af hybridteknikken, så i en testuge med en del motorvejskørsel endte snitforbruget på skuffende 17,3 km/l.
Passer prisen?
Ja, især hvis du kan undvære xenonlygter, p-sensor, varme i rattet og bagsædet, navigation og Apple CarPlay i den testede topudgave Advance og i stedet nøjes med basismodellen Vision til 300.000 kr. Typisk for Kia er der nemlig ikke sparet på udstyret, så du får stadig fine detaljer som fuld sikkerhedspakke og adaptiv fartpilot i basisudgaven. Efter vores mening giver Niro mest værdi for pengene i den billigste udgave, ikke mindst fordi hybridmodeller i sagens natur altid har automatgear som standard. Alene dobbeltkoblingsgearkassen koster som regel 25.- 30.000 kr.
Er der alternativer?
Hybridbiler er stadig sjældne, og skal det være en moderigtig crossover som Niro, findes der faktisk kun én direkte konkurrent; Toyota C-HR Hybrid. Med C-ULT udstyr koster den 358.000 kr. og er frækkere designet og endnu bedre kørende end Niro, der til gengæld er mere rummelig og komfortabel. Hele syv års garanti er også fortsat et trumfkort for Kia og så beviser testen her, at koreanernes dobbeltkoblings-automatgear fungerer bedre end Toyotas trinløse ditto. To mere forsigtige alternativer er søsterbilen Hyundai Ioniq med samme teknik til samme priser og hybridudgaven af Toyota Auris stationcar til 295.000 kr. med H2 Comfort-udstyr.
KONKLUSION:
For: Plads, komfort og vellykket hybridteknik.
Imod: Forbrug skuffer, hjulstøj, indstilling af førersæde.
Hvilkenbil siger:
Med Niro beviser Kia, at de også mestrer hybridbiler. Brugen af dobbeltkoblings-automatgear er vellykket, komforten er høj og crossover-stilen rammer tidsånden perfekt. Udfordringen er fortsat at få hybridteknologien til at køre langt på literen i virkelighedens verden, men ellers er Niro en stærk kombination af teknik, komfort og design. Toyota har fået en seriøs rival i hybrid-nichen.
Læs også test af konkurrenterne:
Toyota Auris Hybrid er en vellykket to-i-een
C-HR gør Toyota fantastisk igen
Toyota Prius tager – næsten – stikket hjem
FAKTA: Kia Niro 1,6 GDI Hybrid Advance
Vejl. pris, inkl. lev.: 353.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12 år/7 år (eller 150.000 km)
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 26,3 km/l
Forbrug i test: 22,3 km/l
Længde/bredde/højde: 436/181/155 cm
Bagagerum (min/max): 427/ikke opgivet liter
Vægt: 1.386 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter benzinmotor + elmotor
Effekt: 105 hk + 47 hk = samlet effekt på 141 hk/147 + 170 Nm
0-100 km/t: 11,5 sek
Topfart: 162 km/t
Særligt standard udstyr (Advance):
Automatgear med dobbeltkobling, adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse, 7” trykfølsom skærm med navigation, skiltegenkendelse, vognbaneassistent, lyssensor, regnsensor, kromlister og krom-håndtag, adaptive xenon-forlygter, LED-kørelys for og bag, adaptive xenon-forlygter med kurvelys, to-zoners klimaautomatik, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle m. varme, multijusterbart læderrat m. varme, multijusterbart fører- og passagersæde, sæder med delvis kunstlæder, ratbetjent fartpilot og radio, USB-stik, Bluetooth, Apple CarPlay, trådløs opladning af mobiltelefon, kørecomputer, todelt splitbagsæde, varme i for- og bagsæder, 16” alufælge, bakkestart-assistent, p-sensor for og bag m. bakkamera.
Metallak: 7.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
The post TEST: Kia Niro kombinerer sig til respekt appeared first on Hvilkenbil.dk.