Hyundais danske importør har været i stand til at sælge nye biler for godt 91.000 kr. til et leasingselskab. Listeprisen er 315.000 kr. – dermed går Skat glip af ca. 122.000 kr. i registreringsafgift.
Store summer går statskassen forbi i registreringsafgifter. Det skriver finans.dk, der har gennemgået data fra Skats motorregister. Det viser blandt andet, at Hyundai-modellen Tucson er blevet indregistreret på baggrund af værdier, som ligger milevidt fra de officielle listepriser.
Der blevet indregistreret 266 Hyundai Tucson-biler det sidste halve år – herunder 11 af den billigste model, som alle er blevet indregistreret med en skattepligtig værdi på 91.302 kr. Altså en stor SUV til ca. samme pris som en mikrobil som VW Up.
Uden registreringsafgift kostede Hyundai’en omkring 50.000 kr. I den pris er der også moms, ligesom der skal være plads til en lovbestemt avance på mindst 9 pct. Registreringsafgiften var altså kun ca. 41.000 kr. pr. bil.
Men listeprisen på en Hyundai Tucson hos en bilforhandler er 314.995 kr., og så tilfalder der ifølge FDM statskassen 162.866 kroner i registreringsafgift. Dermed går godt 122.000 kr. altså statskassens næse forbi.
Det fremgår ikke af Skats motorregister, hvem der har indregistreret Huyndai Tucson-bilerne, men pressechef i Hyundai Bil Import, Annegrethe Skovby, oplyser i en emai til finans.dk, at firmaet i samarbejde med en “større dansk finansiel virksomhed” har købt et stort antal Tucson hos den koreanske producent.
I den forbindelse har den finansielle samarbejdspartner “helt naturligt” opnået en rabat i forhold listeprisen, men firmaet vil ikke kommentere individuelle kundeforhold.
”Uhyggeligt billigt”
FDM’s forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen undrer sig.
“Det er uhyggeligt billigt. Jeg kan ikke se, hvordan nogen kan tjene penge på at sælge sådan en bil til den pris,” siger han til finans.dk.
Tabet for den danske statskasse løber snildt op i flere hundrede tusinde kroner per bil, når importørerne sælger bilerne videre til leasingselskaber til ultralave priser. Og det vækker ifølge finans.dk politisk forargelse og krav på handling.
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil indkalde skatteminister Karsten Lauritzen (V) i samråd.
Ministeren er selv overrasket, og han oplyser, at han vil have Skatteministeriet til at inddrage sagen i den undersøgelse, han bestilte, da Finans.dk for to uger siden afslørede, at leasingselskaber har brugt en bestemmelse i loven til helt at undgå registreringsafgifter på nye biler.
Læs mere om sagen på finans.dk
Læs også: Privatleasing er storbysmart
The post Mistanke om leasing-fusk med registreringsafgift appeared first on Hvilkenbil.dk.