Kundetilfredshed: Skoda er Danmarks klart mest anbefalede bilmærke, og Volvo er også med fremme i ny brandmåling. Se listen med de ti bedst placerede mærker.
Blandt forsikringsselskaber, flyselskaber, legoklodser og meget andet har også sneget sig to bilmærker ind i analysebureauet YouGovs nye ‘Brand Advocacy Rankings 2016′.
Det er en undersøgelse, som har set nærmere på, hvilke virksomheder og brands, der er gode til at skabe kunder, som er så tilfredse, at de vil anbefale dem til andre – altså såkaldte ambassadører for mærket.
Skoda, som jo ikke just er indbegrebet af en ‘diplomatvogn’, snupper en 4. plads på listen af brands, som danskerne anbefaler til venner, familie og kollegaer, og det tjekkiske indslag i VW-koncerne er dermed det højst placerede bilmærke på listen.
Hos Skoda Danmark er man naturligvis meget stolte over placeringen, fortæller direktør Henrik Blom.
”Vi er glade for, at vores vedvarende fokus på kundetilfredshed viser resultat, således at vores kunder har lyst til at anbefale os og være ambassadører for mærket,” siger han i en pressemeddelelse.
YouGov fremhæver i forbindelse med undersøgelsen, at Skoda måske ikke er det mest prestigefyldte bilmærke, men alligevel formår at skabe tilfredse kunder, som gerne vil anbefale mærket til venner, familie eller kollegaer. Skoda kan derfor indtage en 4. plads med en score på 59,8. Det er markant foran Volvo, som er det andet bilmærke i top 10, der med en score på 53,7 indtager en 9. plads.
Men Jan Larsen, der er PR-manager i Volvo Personvogne Danmark A/S, hæfter sig ved at ingen af konkurrenterne er at finde i top 10, og han tøver da heller ikke med at kalde undersøgelsen for ‘fantastisk læsning’ set med ‘svenske’ briller.
“Vi er utroligt stolte over at være på top 10 listen i selskab med meget stærke brands, og det viser, at de danske forbrugere opfatter vores produkter positivt,” siger han i en kommentar til Hvilkenbil.dk.
Han forklarer, at Volvo Cars er på en rejse, der begyndte i 2010, hvor man blev udskilt som et selvstændigt selskab og begyndte udviklingen af et helt nyt modelprogram startende med introduktionen af Volvo XC90 i 2015. I 2016 er Volvo S90 og V90 samt Volvo V90 Cross Country introduceret, og denne rejse med introduktion af nye modeller fortsætter i 2017.
“Overordnet bruger Volvo jo sloganet: ‘Made By Sweden’, og noget tyder på, at den strategi med at være ‘anderledes i design eksteriør- og interiørmæssigt’ end de øvrige premium-mærker, tyder på at falde i forbrugernes smag,” siger Jan Larsen fra Volvo.
For Hvilkenbil.dk har YouGov udarbejdet en særlig top ti liste. Den viser, at Toyota tager 3. pladsen som mest anbefalede bilmærke herhjemme. Se listen herunder.
Læs også: Volvo stikker næsen frem – og tak for det
FAKTA1: Danmarks mest anbefalede brands
Lærerstandens Brandforsikring er Danmarks mest anbefalede selskab og skiller sig positivt ud med en score på 75,3. På 2. pladsen findes Thai Airway med en score på 63,5 tæt fulgt af Lego (62,5).
Ranking Brand Score
1 Lærerstandens Brandforsikring: 75,3
2 Thai Airways: 63,5
3 Lego: 62,5
4 Skoda: 59,8
5 Bose: 59,6
6 Løgismose: 56,7
7 Aalborg Lufthavn: 56,2
8 Apple: 55,7
9 Volvo: 53,7
10 Änglamark: 53,1
Brand advocacy-scoren findes ved, at man spørger respondenter, hvilke mærker de vil anbefale til venner, familie eller kollegaer, og hvilke de vil anbefale dem at undgå. Netscoren beregnes som positive minus negative tilkendegivelser.
Data er et samlet gennemsnit for alle interview med kunder af de enkelte brands i perioden 1. november 2015 til og med 31. oktober 2016. Kun brands, som har opnået minimum 500 interview i perioden er medtaget.
Kilde: YouGov Brandindex
FAKTA2: Top 10 – mest anbefalede bilmærker i Danmark
1 Skoda: 59,8
2 Volvo: 53,7
3 Toyota: 52,9
4 Volkswagen: 48,9
5 Suzuki: 45,8
6 Mazda: 36,4
7 Ford: 35,9
8 Renault: 35,1
9 Opel: 33,9
10 Peugeot: 32,9
Kilde: YouGov
The post Skoda – det er noget man anbefaler appeared first on Hvilkenbil.dk.