Tesla beder amerikanske medarbejdere fortælle kunder, at en forbedret Model Y først er klar i 2025. Måske ser vi den før i Europa.
Går du også og venter på en forbedret udgave af verdens mest solgte bil, Tesla Model Y? Rygterne om, at Tesla er på vej med samme facelift af Model Y, som Model 3 fik tidligere i år, har længe floreret. Angiveligt skulle den såkaldte ’Juniper’ udgave af Model Y være klar senere i år. Forbedringerne skulle være de samme som den nyligt faceliftede udgave af Model 3 – kaldet ’Highland’ – har fået. Altså nye for- og baglygter, forbedret rækkevidde og ikke mindst mere komfortabel affjedring og lavere støjniveau.
I betragtning af, at den forbedrede Model 3 blev afsløret i september 2023, har antagelsen været, at en tilsvarende forbedret Model Y ville stå klar i år. Men det afviser Tesla nu i en intern mail til firmaets medarbejdere i USA. Mailen instruerer medarbejderne i at fortælle potentielle kunder, at der slet ikke kommer en forbedret Model Y i år, men først i 2025.
Det skriver nichemedier som Teslascope og Teslarati, der har set mailen og viderebringer den fulde ordlyd.
Kommer an på tidsplan
”Vi har hørt på jeres feedback, at nogle kunder venter med at bestille en ny Model Y, fordi de forventer en opgradering tilsvarende Model 3’s. Det er vigtigt, at vi åbent kommunikerer, at vi ikke lancerer en opgraderet Model Y i år,” skriver Tesla blandt andet til sine medarbejdere i USA.
Mens amerikanske kunder tilsyneladende må kigge langt efter en forbedret Model Y i år, behøver det samme ikke være tilfældet for europæiske bilkøbere. Mens den faceliftede Model 3 ’Highland’ allerede blev afsløret i september og derefter lanceret på de europæiske og asiatiske markeder, er den først for et par uger siden nået til USA. Følger Tesla samme tidsplan for den forbedrede Model Y, kan det betyde, at vi ser den herhjemme i år, mens amerikanerne først får den i 2025.
Hvilkenbil har spurgt Teslas kommunikationschef for Danmark, Sverige og Finland, Maria Lantz, om hun kender et lancerings-tidspunkt for en forbedret Model Y? Det har hun p.t. ingen oplysninger om.
The post Tesla først klar med forbedret Model Y i 2025 appeared first on Hvilkenbil.dk.