Med en nedsættelse på 40.000 kr. er MG4 nu Danmarks billigste elbil til 200.000 kr. Men måske skal du vælge en dyrere udgave…
Prisbomberne blandt elbiler falder næsten lige så tæt som kanonslagene nytårsaften. Seneste tilbuds-brag kommer fra den danske importør af de kinesiske MG-elbiler, MG Motors Danmark. Her er der nu barberet 40.000 kr. af prisen for MG4 i basisudgaven Nordic Edition. Ny pris er 199.999 kr., og det sender ikke blot bilen under den magiske 200.000 kroners grænse, men gør MG4 til Danmarks billigste elbil lige nu.
Umiddelbart er der tale om et stærkt tilbud med potentiale til at puste endnu mere til den i forvejen intense priskrig på elbiler. MG4 er nemlig en velbygget og velkørende elbil i den attraktive kompakte mellemklasse, hvor vi også finder biler som VW ID.3, Cupra Born og BYD Dolphin. Sidstnævnte koster fra 235.000 kr., mens de to øvrige fås fra henholdsvis 300.000 og 321.000 kr. Andre muligheder er de mindre efterspurgte Nissan Leaf og Mazda MX-30 til henholdsvis 216.000 og 213.000 kr. I alle tilfælde har MG4 en prisfordel.
Gammeldags teknologi
Som forbruger skal man dog tage højde for, at netop basisversionen Nordic Edition kører med relativt gammeldags batteriteknologi: Batteriet er beskedent med en teoretisk rækkevidde på 350 km. Mere kritisk er lade-evnen. Nordic Edition lader kun med én mod normalt tre faser. Det betyder, at den lader med 3,6 kW derhjemme ved vekselstrøm, mens de fleste konkurrenter klarer 11 kW. I praksis vil det tage op til 14 timer at lade batteriet fuldt op med vekselstrøm.
Også på farten kræver Nordic Edition tålmodighed ved ladestanderen. Selv ved en lynlader topper effekten ved 88 kW. I bedste fald kan du lade fra 10-80 procent på 37 min.
Kraftigere version også nedsat
Kører man kun sjældent lange ture, kan MG4 dog være et fint valg til prisen. Og ellers kan man overveje den kraftigere Luxury Edition, der kører op til 435 km på en opladning og lader med anderledes hurtige 11 eller 140 kW. Motorkraften stiger samtidig fra 170 til 204 hk, og du får væsentligt mere udstyr med i prisen på 245.000 kr. Her har importøren også sat prisen ned, dog kun med 15.000 kr. Men kører man ofte lidt længere ture, kan merprisen på 45.000 kr. vise sig at være godt givet ud.
Med de nye priser på MG4 reagerer den danske MG-importør på den strøm af prisnedsættelser, vi har set fra konkurrenterne fra årsskiftet. Senest har eksempelvis Renault sat priserne på Megane E-tech markant ned, lige som VW har skåret 20.000 kr. af prisen på ID.3. Måske reagerer MG også af nød – MG4 måtte nøjes med en placering som nummer 74 i opgørelsen over det samlede, danske bilsalg i 2023.
Det er den danske importør dog godt tilfreds med:
”I 2023 nåede MG Motor Danmark endnu engang ny salgsrekord på elbilsalget med i alt 1.155 nye indregistrerede MG elbiler. Sammenlignet med 2022 er det en stigning på 115 pct., hvilket gør MG til et af de hurtigst voksende elbilmærker i Danmark,” skriver direktør Rasmus Aagaard i en pressemeddelelse.
The post MG smider prisbombe – men der er et men… appeared first on Hvilkenbil.dk.