Rækkevidden betyder ikke alt på langturen i elbiler. Ladetid er også vigtig – og der kan være stor forskel på ventetiden, viser norsk test.
Begreber som ladetid og rækkeviddeangst hører uløseligt sammen med elbiler. I hvert fald så længe er teknologien er ny, og vi skal vænne os til en ny og mere tidkrævende måde at ’tanke’ elbiler på.
Den norske bilistorganisation NAF – Norges svar på danske FDM – har undersøgt henholdsvis ladetid og rækkevidde for 20 elbiler. Selvfølgelig, fristes vi til at skrive, for Norge er det land i verden, der har flest elbiler per indbygger.
Testen viser kort fortalt, at der er stor forskel på, hvor hurtigt de enkelte elbiler lader og hvor langt, de kan køre på fuldt opladede batterier. Også i forhold til specifikationer, som bilfabrikkerne lover.
Når det gælder ladetid, opgiver fabrikkerne altid den højest mulige ladeeffekt. Men det sker i et peak. Over længere tid kan de færreste elbiler modtage meget store mængder strøm. Batteriet bliver simpelthen for varmt. De elbiler, der lader hurtigst, er derfor dem med den mest effektive temperaturstyring af batteriet. Moderne 800 volts-teknik som det, der findes i elbiler som Hyundai Ioniq 5 og Audi e-Tron GT hjælper også, som det fremgår af undersøgelsen.
Batterier kørt flade
NAF har testet ladetiden efter at have kørt elbilerne ned til 10 procent effekt på batteriet. Derefter er bilerne blevet transporteret direkte hen til en lader, der kan give mindst den maksimale effekt, som elbilen er i stand til at lade med. Målet har været at lade fra de anbefalede 10 til 80 procent kapacitet, men som man kan se, har NAF ikke altid kunnet ramme de grænser helt perfekt.
I rækkeviddetesten blev batteriet ladet op til maksimal kapacitet. Herefter blev batterierne kørt ’flade’ – altså helt til bilerne løb tør for strøm og stod stille. Kørslen bestod af blandet by-, landevejs- og motorvejskørsel ved hastigheder mellem 60 og 110 km/t.
Sådan tester NAF både sommer og vinter, og nordmændene konkluderer, at den netop faceliftede Tesla Model 3 fortsat er den ubestridte mester på ren rækkevidde. Men også at forspringet ikke er så suverænt, som det ellers har været i årevis. En nyhed som Mustang Mach-e og den opdaterede Hyundai Kona klarer sig også særdeles godt.
Ladetid
Model | Ladeniveau | Tid (min) |
Hyundai Ioniq 5 | 6-80 | 19 |
Tesla Model 3 SR | 3-80 | 24 |
Audi e-Tron GT | 3-85 | 26 |
Citroën ë-C4 | 8-82 | 27 |
Opel Mokka-e | 6-80 | 28 |
Fiat 500 Icon Cabriolet | 10-80 | 28 |
Mercedes EQA | 7-80 | 29 |
Tesla Model 3 LR 2021 | 9-80 | 33 |
Skoda Enyaq | 4-80 | 34 |
Honda e | 10-80 | 34 |
BMW iX3 | 6-85 | 35 |
Volkswagen ID.3 | 9-80 | 35 |
Volkswagen ID.4 | 5-80 | 37 |
Volkswagen ID.3 Pro S | 2-80 | 38 |
Polestar 2 | 8-80 | 38 |
Volvo XC40 Recharge | 2-80 | 38 |
Ford Mustang Mach-E Long Range RWD | 6-80 | 42 |
Mazda MX-30 | 2-80 | 43 |
Ford Mustang Mach-e AWD Long Range 2021 | 7-81 | 49 |
Hyundai Kona 2021 | 9-80 | 49 |
Rækkeviddetest
Model | WLTP km | Målt rækkevidde km |
Tesla Model 3 LR 2021 | 614 | 654,9 |
Ford Mustang Mach-e Long Range RWD | 610 | 617,9 |
Ford Mustang Mach-e Long Range AWD | 540 | 551,9 |
Volkswagen ID.3 Pro S | 539 | 564 |
Skoda Enyaq | 520 | 522 |
Volkswagen ID.4 1st Max | 487 | 532 |
Hyundai Kona 2021 | 484 | 537 |
Polestar 2 | 470 | 467 |
Audi e-tron GT | 468 | 528,1 |
Hyundai Ionic 5 | 460 | 502 |
BMW iX3 | 450 | 556,2 |
Tesla Model 3 SR | 448 | 454,4 |
Volkswagen ID.3 | 418 | 421 |
Mercedes EQA | 417 | 451 |
Volvo XC40 Recharge | 417 | 442,9 |
Citroën ë-C4 | 350 | 345 |
Opel Mokka-e | 324 | 332,4 |
Fiat 500 Icon | 298 | 307,8 |
Honda e | 210 | 236,2 |
Mazda MX-30 | 200 | 219,6 |
The post Se listen: Så hurtigt lader elbilerne appeared first on Hvilkenbil.dk.