Med 23 tommer er vi ved at nå grænsen for, hvor store fabriksmonterede hjul bliver på biler. Større hjul giver ingen mening, siger Audis chefdesigner.
For 25 år siden var 15-tommer hjul normen for de fleste biler. Og 18-tommer var reserveret virkeligt potente sportsvogne. Eller hårdtpimpede hjemmetuner-udgave af VW Golf og BMW 3-serie.
Siden er hjulene vokset betragteligt. Særlig de populære SUV-modeller trækker størrelsen op. Her begynder hjulstørrelsen ofte ved 17 eller 18 tommer. Ellers får de høje biler nemlig et ‘forkert’ look med alt for dominerende karrosseriflader i forhold til hjulene.
Hos Audi er man langt forbi 18 tommer på den store SUV, Q8. På den hidsige RS-topudgave er hjulene hele 23 tommer. Men så bliver de formentlig heller ikke større.
“I forhold til det mulige, er vi afgjort ved at nå grænsen,” siger Audis designchef Marc de Lichte til bilmagasinet Motor Authority.
Ifølge Lichte “giver det ingen mening” at sætte endnu større hjul på bilerne.
Store hjul er tunge
Det skyldes flere ting. Bl.a. er det svært at gøre den samlede hjuldiameter større. Gør man det, bliver dæksiderne – eller dækprofilen, som det hedder – endnu lavere, og det vil for alvor gå ud over affjedringskomforten.
En anden udfordring er vægten. Fælge – også selv om de er lavet af aluminium – er tungere end dæk. Jo større fælg, desto højere vægt. Og det er særligt kritisk, fordi dækkets vægt så at sige befinder sig på den ‘forkerte’ side af bilens affjedring. Man kalder det også ‘uaffjedret vægt’, og den gør heller ikke noget godt for hverken komfort eller køreegenskaber.
De enorme 23-tommer hjul på en Audi Q8 RS vejer intet mindre end 43 kg pr. styk. Fælgene er altså ikke bare rekordstore for en seriefremstillet bil – de er også rekordtunge.
Som bildesigner er Marc de Lichte ret vild med store hjul. De tilfører designet drama og derfor er især modeltegninger præget af enorme hjul. Men når det bliver alvor, og tegningen skal omsættes til en rigtig bil, der kan masseproduceres, skrumper hjulene.
Elbiler vil ændre design
Ifølge Marc de Lichte vil overgangen til elbiler også få stor betydning for hjulenes størrelse.
“Trenden går mod elbiler, hvor dæk med lav rullemodstand og rummelighed vil blive belønnet,” siger han.
Mekanikken fylder simpelthen mindre i en elbil end i en bil med forbrændingsmotor. Derfor kan man både gøre elbiler lidt mindre og samtidig tilbyde mere kabineplads. Og bliver fremtidens elektriske biler lidt mindre, gælder det samme for hjulene.
Fans af enorme hjul får dog tid til at vænne sig til en fremtid med mere moderate fælgstørrelser. Ifølge Marc de Lichte vil Audi bygge store biler med meget store hjul som f.eks. dem på Q8 RS “i mindst fem år endnu,” inden elbilerne for alvor tager over.
The post Nu bliver bilens hjul ikke større… appeared first on Hvilkenbil.dk.