BILTEST: Ford Mustang er voldsom, larmende, brutal og udrydningstruet. Men også ikonisk og svært underholdende på den gode, gammeldags måde.
Hvilken bil?
Siden debuten i 1964 har Ford Mustang været verdens mest solgte sportsvogn. Salget har rundet 10 millioner og gjort Mustang til et ikon. Historisk har den amerikanske ‘ponycar’ været en sjældenhed på vore breddegrader. Først med den aktuelle, sjette generation valgte Ford at lave en eksportudgave til salg gennem autoriserede Ford-forhandlere i Europa. I Danmark sker det i fem udvalgte Ford-forretninger.
Mustang fås både som cabriolet med stoftag og som coupé – eller fastback – som Ford kalder det. Her tester vi sidstnævnte i GT-udgaven med klassisk V8-motor på 5,0 liter med 450 hk og 10 trins automatgear til 742.000 kr. Mustang fås også med manuelt gear, mens en firecylindret basismotor med turbo og 309 hk er gledet ud af programmet.
Vidste du at?
Mustang-navnet oser af dækrøg og historie. Den er resultatet af en intern konkurrence i Ford om at skabe en personlig, sporty og prisbillig model, der gerne måtte appellere til kvinder.
Udviklingen foregik på rekordhurtige 18 måneder. Målet var at sælge 100.000 biler om året. Første år solgte Ford 400.000 styk og efter to år rundede salget én million biler. Ford havde ramt en guldåre: Mustang hittede bredt og skabte en hel klasse af såkaldte muskelbiler: Billige, men hurtige og efter amerikansk standard kompakte semi-sportsvogne med et rebelsk image, som især unge mennesker kunne identificere sig med. Mustang var ‘born to be wild’ på fire hjul. Næst efter Ford T er Mustang vel nok den mest ikoniske amerikanske bilmodel nogensinde.
Hvordan er førerpladsen?
Historien møder nutiden bag rattet i Mustang. Sportsrat med den galoperende hest i midten, kasketskygge på instrumentbrættet til både fører og passager og gammeldags håndbremse til historikerne. Digitale instrumenter, infotainmentskærm og nøglefri betjening til futuristerne. Det spiller fint sammen. Mustang er en klassisk bil i den forstand, at du kan betjene den intuitivt trods den moderne elektronik. Og så sidder du bare grundlæggende dybt og godt i Recaro-sportssæderne med perfekt afstand til det næsten lodrette rat, pedalerne og de vigtigste greb og kontakter. Du føler dig fuldt integreret med den altid nærværende mekanik. Hvilket også er nødvendigt, når du lukker op for V8-motoren. Mere om det senere.
Hvordan opleves kabinen?
Mustang er ‘fremstillet med stolthed’ i USA, som der står på klistermærker flere steder. Det er muligt, men tidligere har man haft en fornemmelse af, at verdens mest solgte sportsvogn har været samlet med en skovl efter indtagelse af lidt for mange Budweisere. Sjette generation er langt bedre – formentlig fordi den er udviklet til eksport. Audi-lignende finish er der ikke tale om, men Mustang virker solid: Knapper og betjeningsgreb føles som noget, kan kan klare trykket fra selv meget barkede næver. Kører du over ujævnheder, er der ikke noget, der rasler eller knirker. Respekt for det. Så lever vi med rigeligt store spalteåbninger og stedvis rustik plastic. Bagsæde og praktisk sans? Glem det, der kan til nød sidde et par børn bagerst, men det er svært at komme ind og ud.
Er sikkerheden i orden?
Ikke rigtigt. De amerikanske myndigheder har givet topkarakter for Mustangs crashsikkerhed, men i den europæiske Euro NCAP-test gik det mindre godt. Oprindeligt fik Mustang kun to af fem stjerner i NCAP-testen i 2017. Efterfølgende puttede Ford flere aktive sikkerhedsassistenter i Mustang og fik en ny crashtest. Det løftede karakteren til tre stjerner. Det er stadig utilfredsstillende. Ikke mindst fordi Mustang ifølge Euro NCAP har relativt ringe strukturel styrke i kollisioner: Mustang får kun bedømmelsen 72 pct. i beskyttelse af voksne passagerer på forsædet, mens bedømmelsen for børn på bagsædet er helt nede på 32 pct. Herhjemme har Mustang fået én over mulen af bilklubben FDM, der simpelthen har frarådet køb pga. utilfredsstillende sikkerhed. Læs mere på euroncap.com.
Hvordan kører den?
Ford Mustang bekræfter umiddelbart alle fordomme om amerikanske biler: Stik den en lige vej og tryk speederen ned i gulvtæppet, så er alt godt. Slår vejen et sving, kommer udfordringerne. Slår den to, kan du være på vej i grøften…
I et vist omfang har jeg det på samme måde med Mustang. Ford har godt nok for første gang pensioneret den stive bagaksel – kendt fra lastbiler og hestevogne – i Mustang. Standard er nu et avanceret multilink ophæng, der skal få ponyen til at makke ret i kurverne. Så længe vejen er tør, har jeg tillid til bilen. Præcision er ikke Mustangs kernekompetence, men den virker stabil og kan placeres uden alt for meget vaklen i geledderne. Affjedringen lader sig heller ikke slå ud af ujævnheder. På våd vej derimod… Her tripper og stepper Mustang som var der glatte hestesko og ikke gummi på baghjulene. Ikke siden en mindeværdig køretur i en aldeles morderisk Dodge Viper har jeg behandlet en speeder med mere respekt. Godt at Mustang trods alt har esp…
Hvordan er motoren?
‘There’s no replacement for displacement’ som de siger i USA. Og en klassisk, amerikansk fem liters V8 har alt det slagvolume, der skal til for at gøre dig til ‘king of the road’. Her er ingen turbo, for det er ikke nødvendigt. Dermed er der heller ingen turbotøven, men direkte adgang til motorens jættekræfter.
Vip lidt med speederen, og de otte cylindre brummer blidt som Barry White, mens du magtfuldt cruiser gennem byen. Træd speederen ned, og du sparker til en slumrende grizzly-bjørn.
Den vågner med et jordskælvende brøl og sætter så i fart, langt hurtigere end du kan nå at sige ‘0-100 km/t på 4,8 sekunder’. Stærkt vanedannende – og ikke så tørstigt, som man skulle tro. Trods adskillige ‘raketaffyringer’ kørte vi over 10 km/l i testugen. Greta Thunberg er næppe imponeret, men det er faktisk flot for så kraftig en motor.
Passer prisen?
Ja. En ottecylindret sportsvogn med 450 heste og masser af basisudstyr til 742.000 kr. er nærmest et slagtilbud. Mens Ford sædvanligvis er meget rundhåndende med udstyr, tager de sig dog godt betalt, hvis du vil have noget ekstra i den amerikanske Mustang. Testbilens frække orange lakering koster over 22.000 kroner, og du skal give næsten 10.000 kroner for både de sorte fartstriber og den noget 80er corny hækspoiler. Testbilens 10-trins automatgear står i 33.000 kr., og dem vil vi overveje at spare. Med hele 10-trin har gearkassen en tendes til at ‘bladre’ lidt for ofte i tandhjulene. Manuelt gear giver mere direkte dialog med grizzlyen derude under hjelmen og gør Mustang endnu sjovere.
Er der alternativer?
Lavstammede potente coupéer med CO2-udslip som gamle bybusser er en truet race, så Mustang har ikke mange klassekammerater. Audi sælger ikke længere A5 Coupé herhjemme, og så kan vi kun finde tre direkte rivaler: BMW M4 med 431 hk til 1.492.000 kr., Mercedes-AMG C63 Coupé med V8 og 476 hk til 1.563.000 kr. og Toyotas nye, ægte sportsvogn GR Supra med 340 hk til 1.010.000 kr. Priserne taler for sig selv – Mustang er ren discount sammenlignet med konkurrenterne. Samtidig byder den på mere historie, højere ikon-faktor og ikke mindst ‘old school’ køreglæde. I tilfældet Mustang kan billigst sagtens være bedst. Det er i hvert fald sjovest.
Konklusion:
For: Ikonisk design, brutal power, autentisk køreglæde, lav pris.
Imod: Sikkerhed.
Hvilkenbil siger:
[star-reviews]Ford Mustang er verdens mest solgte sportsvogn – og det forstår vi godt. Den er langt fra verdens bedste, men ingen andre vækker så mange følelser som den originale, amerikanske muskelbil. Her er så meget ikon-status, mekanisk tilstedeværelse og en ægte, ligefrem køreoplevelse for noget, der sammenlignet med konkurrenterne kun koster en nævefuld dollars. Nyd Ford Mustang før denne prægtige ‘autosaurus’ bliver udryddet…
FAKTA: Ford Mustang GT Fastback 5.0 V8 aut.
Vejl. pris, inkl. lev.: 742.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 25.000 kr.
Årlig ejerafgift: 8.520 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug: 8,3 km/l
Forbrug i test: 10,2 km/l
Længde/bredde/højde: 478/192/138 cm
Bagagerum (min/max): 408 liter
Vægt: 1.831 kg
Motor: 8 cyl., 5,0 liter, benzin
Effekt: 450 hk/529 Nm
0-100 km/t: 4,8 sek
Topfart: 250 km/t
Særligt standardudstyr (GT):
Klimaanlæg, fuld digital instrumentering, nøglefri betjening, el-ruder, el-spejle, multijusterbar førerplads, lædersæder, splitbagsæde, 8” trykfølsom skærm, Apple Carplay og Android Auto, bakkamera, afstandsalarm og automatisk nødbremse, vognbaneassistent, træthedsregistrering, adaptiv fartpilot, 19” alufælge, sportslæderrat med varme og betjening af radio, kørecomputer, sædevarme for, fuld LED lygter, fire køreprogrammer, Brembo bremser, spærredifferentiale.
Metallak: 12.300 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr:
MagneRide undervogn: 35.000 kr., Recaro lædersæder: 32.000 kr., sorte striber: 7.200 kr., hækspoiler: 9.500 kr., Orange Fury metallak: 22.800 kr.
The post Mustang vrinsker af klassisk køreglæde appeared first on Hvilkenbil.dk.