Salget af elbiler er firedoblet og hybridbiler, der kan oplades, ruller også lystigt ud fra forhandlerne, viser nye tal. I top 20 er alt ved det gamle.
Salget af grønne biler er i vækst – og her taler vi ikke om farven.
I stedet er det de miljøvenlige biler – elbiler og de såkaldte plug-in hybrider – der sælger bedre end for et år siden.
”Danskerne vil gerne bidrage til den grønne omstilling,” tøver man ikke med at konstatere hos De Danske Bilimportører på baggrund af opdaterede tal for indregistreringer af nye biler til og med oktober i år.
Det er primært elbilerne, der er i fremmarch.
I oktober måned er blev der solgt 328 elbiler, hvilket er næsten dobbelt så mange som sidste år, hvor der blev solgt 170 elbiler i samme måned. Opgjort for årets første ti måneder er der også markant fremgang i salget af ’grønne biler’. 4.244 nye elbiler har fået nummerplader på, hvor der sidste år blev solgt 1.100 i den samme periode. Altså cirka fire gange så mange solgte elbiler som sidste år.
Det kan meget vel være øget fokus på klima og miljø, der smitter af på danskernes valg af personbiler, vurderer direktøren for bilimportørernes sammenslutning Gunni Mikkelsen:
”Med det øgede fokus på klima- og miljø er der ingen grund til at tro, at denne tendens ændrer sig. Derfor forventer vi også at se grønne tal på bundlinjen, når året er omme.”
Redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling har et par bud på, hvorfor elbilerne har fået bedre tag i de danske bilkøbere.
”Det skyldes blandt andet, at der er kommet flere modeller på markedet, og samtidig er rækkevidden for de fleste modeller øget i forhold til for et par år siden,” forklarer han.
Han ser heller ingen grund til, at salget af elbiler pludselig skulle slå bak:
”Holdes afgifterne i ro, vil salget af elbiler stige yderligere. Der er mange nye mærker, der i løbet af 2020 melder sig ind i kampen om elbilskøberne med nye modeller. Samtidig forbedres infrastrukturen langsomt,” siger Jens Velling.
Tesla trækker salg af elbiler
Det er amerikanske Tesla, der suverænt topper årets salg af elbiler med op mod 2.000 biler. Flest af den nye Tesla Model 3.
Salget af de såkaldte plug-in hybrider – biler med både benzin og elmotor – er også vokset i oktober og over året.
421 plug-in hybrider har fået nummerplade på i oktober måned, hvor det kun var tilfældet for 151 plug-in hybrider i oktober sidste år. I træskolængder en tredobling.
Sammenligner man salget i 2018 med 2019, er der også en positiv udvikling. Der er samlet set blevet solgt 3.191 opladelige hybridbiler i perioden januar til oktober 2019 mod 2.798 styk sidste år – altså en fremgang på ca. 14 procent.
Det er koreanske Kia, der med næsten 1.750 indregistreringer suverænt sælger flest af denne biltype.
VW sælger flest
Det ‘almindelige’ bilsalg har det også godt.
I 2019 er der efter en god oktober indtil videre kommet 191.995 nye personbiler ud på de danske veje. Det er knap tre procent flere end sidste år.
I toppen er der ingen væsentlige forskydninger. Det mest populære mærke i oktober var Volkswagen der har solgt 2.537 biler. Andenpladsen går til Toyota der har solgt 1.592 biler, og på tredjepladsen ligger Peugeot med 1.572 styk.
Oktobers mest populære model er minibilen Citroen C3 (billedet), som har solgt 630 styk. Lige i bagsmækken kommer en anden mini – Peugeot 208 – med 620 biler. På en tredjeplads kører crossoveren Nissan Qashqai i mål med 572 nye biler i oktober.
FAKTA: Top 20 oktober 2019
Mærke | Model | Antal |
Citroen | C3 | 630 |
Peugeot | 208 | 620 |
Nissan | Qashqai | 572 |
Volkswagen | Polo | 498 |
Toyota | Yaris | 482 |
Volkswagen | Up! | 427 |
Citroen | C1 | 395 |
Skoda | Octavia | 373 |
Toyota | Corolla | 364 |
Toyota | Aygo | 361 |
Volkswagen | Golf | 351 |
Skoda | Fabia | 347 |
Audi | A3 | 316 |
Ford | Focus | 308 |
Volkswagen | Touran | 305 |
Ford | Fiesta | 293 |
Peugeot | 2008 | 280 |
Mercedes-Benz | A-Klasse | 265 |
Opel | Astra | 263 |
Volkswagen | Passat | 242 |
Kilde: De Danske Bilimportører
The post Bilsalget trækker i den grønne førertrøje appeared first on Hvilkenbil.dk.