Fiat tjener for lidt på sine mikrobiler. Derfor skal der satses på den større miniklasse. Det kan betyde ‘ciao’ til bestsellere som Fiat 500 og Panda.
Skidt nyt for fans af Fiats mindste modeller, retrobilen Fiat 500 og den mere praktiske Panda. De to modeller er de bedst sælgende i Europa i mikroklassen. Alligevel overvejer Fiat helt at droppe klassen. Indtjeningen er for lav, og stadigt skrappere miljøkrav gør det endnu sværere at tjene penge på de mindste modeller i de kommende år.
I stedet vil Fiat have kunderne til at købe biler i miniklassen, hvor konkurrenterne f.eks. hedder Renault Clio, VW Polo og Ford Fiesta.
“I den nærmeste fremtid vil vi fokusere på denne bilklasse, hvor der sælges flere biler og tjenes flere penge. Og det vil betyde et skifte væk fra mikroklassen,” fortalte Fiat-bossen Mike Manley 31. oktober til en række erhvervsanalytikere. Det skriver branchebladet Automotive News.
Manley afviste dog at give en tidsplan. Han kommenterede heller ikke på den præcise skæbne for Fiat 500 og Panda.
12 år gammel teknik
Selv om de sælger godt, har Fiat flere udfordringer for sine mindste modeller. Fiat 500 har hele 12 år på samvittigheden, og skulle egentlig være afløst af en ny model. Panda er ‘kun’ syv år gammel, men deler i stort omfang teknik med 500. Indtjeningen på begge biler er lav. I det seneste kvartal tabte Fiat mere end 400 mio. kr. på det europæiske marked.
Eventuelle afløsere skal leve op til meget skrappe miljøkrav. Det kan gøre dem så dyre, at kunderne bliver væk.
Samtidig mangler Fiat biler i den lidt større miniklasse, som Mike Manley gerne vil tilbage i. Punto, der tidligere var klassens bestseller i Europa, røg ud af produktion i 2018.
Fusion giver muligheder
Men der er hjælp forude. Fiat-Chrysler koncernen har netop annonceret, at man fusionerer med den franske PSA-koncern. Dermed får Fiat adgang til PSA’s helt nye platform for minibiler, der benyttes i kommende udgaver af Peugeot 208, Citroën C3 og Opel Corsa. Fusionen vil spare Fiat milliarder af kroner i udviklingsomkostninger og skabe en billig genvej til en ny Punto. PSA-platformen kan endda bruges til elbiler – et område, som Fiat ellers har været langt bagud på.
Før den annoncerede fusion med PSA, havde Fiat lagt Punto i graven med den begrundelse, at den solgte for lidt til at det kunne betale sig at udvikle en afløser. Der har også været forlydender om, at en ny Fiat 500 kunne blive rent elektrisk.
Ford og Opel er allerede ude
Fiat er langt fra det eneste bilmærke, der overvejer at trække sig fra mikroklassen. Det særlige for Fiat er, at de sælger flest biler i mikroklassen.
Ford har droppet at sælge Ka, mens Opel har indstillet produktionen af Karl. VW-koncernen vil droppe benzin-udgaverne af trekløveret VW Up, Seat Mii og Skoda Citigo, men erstatter dem dog med elektriske udgaver. Toyota fortsætter også med den lille Aygo, mens PSA-koncernen angiveligt overvejer, hvad der skal ske med Citroën C1 og Peugeot 108.
Efter fusionen med Fiat kan de overvejelser få afgørende betydning for, om der kommer nye udgaver af Fiat 500 og Panda.
The post Synger Fiat 500 på sidste vers? appeared first on Hvilkenbil.dk.