BMW 2-serie Gran Coupé er den stilige sedan-udgave af den nye 1-serie. Født med forhjulstræk og en bagdel, der nok skal vække debat.
Den nye BMW 2-serie er et godt eksempel på, at bildesign er en spændende disciplin. Alle har en mening om det, og ofte trumfer det andre kvaliteter ved en bil og afgør vores valg. Smag og behag varierer som bekendt også ganske meget – ikke mindst mellem verdensdelene. For eksempel er europæere vilde med hatchbacks med praktiske bagklapper. I Asien og USA er de nærmest usælgelige. Her foretrækker bilkøberne klassiske sedaner med udvendigt bagagerum.
Der er med andre ord mange hensyn at tage, når man designer biler.
Mercedes er blandt de bilmærker, der p.t. har held med at ramme eller ligefrem skabe bilmoden. Et godt eksempel er den nye A-klasse. I Europa storsælger den som praktisk hatchback. Samtidig har tyskerne lavet en sedan udgave – CLA – med udvendigt bagagerum, som kunderne foretrækker det uden for Europa. Med CLA har Mercedes skabt en særlig coupé-lignende sedan, som har vist sig at have appel over hele verden. Designet er lavt, elegant og sportsligt og ser dyrt ud. Og kunderne betaler gerne ekstra for en CLA. På den måde har Mercedes ramt en mindre guldåre i den lille mellemklasse, hvor der er langt mellem de direkte konkurrenter.
Det kan rivalerne naturligvis ikke sidde overhørigt. Da slet ikke BMW, der nu er klar med et direkte svar på CLA: BMW 2-serie Gran Coupé, komplet med samme designdetaljer som lav taglinje, rammeløse døre og en særlig fræk bagdel som ærkefjenden fra Stuttgart.
‘Bangle-butt’
Om BMW er lykkedes med opgaven er naturligvis en smagssag. Vi gætter på, at især bagdelen på 2-serie Gran Coupé kommer til at vække debat. Hvor Mercedes afslutter CLA med en særdeles vindglat ‘kuffert’, har BMW valgt en mere strittende stil. Vi kommer til at tænke på mærkets tidligere og kontroversielle designchef Chris Bangle. Det var ham, der designede bagklapperne, så det så ud som om de nærmest lå oven på karrosseriet. Et frækt stiltræk der hurtigt fik tilnavnet ‘the Bangle butt’- Bangle-bagdelen.
Flot eller not? Døm selv. Her på redaktionen bifalder vi altid bildesignere, der tør føre stregerne igennem fra papir til produktion, hvor andre tvivler og bruger viskelæderet.
Baseret på 1-serien
Udover den markante bagdel med de for BMW usædvanligt smalle og brede baglygter, skiller 2-serie Gran Coupé sig ud på mange punkter. Teknisk deler den platform og teknik med 1-serien, men designet er unikt: Kølergrillen er smallere og bredere, det samme gælder forlygterne. Stilen kendes fra den meget eksklusive og dyre 8-serie. 2-serien skal også være noget særligt, og derfor går ingen karrosseridele fra 1-serien igen i 2-serien.
Inden i kabinen er der dog genbrug over hele linjen. Fint med os, for BMWs nyeste udgave af iDrive til betjening af infotainment-systemet fungerer rigtigt fint. Modsat Mercedes CLA skal du dog betale ekstra for digital instrumentering i 2-serien.
Motorerne går også igen fra 1-serien. I første omgang tilbydes 218i med en trecylindret turbobenziner på 1,5 liter med 140 hk og 220d med BMW’s velkendte 190-hestes dieselmotor. Toppen bliver den hidsige M235i Xdrive med hele 306 hk og firehjulstræk. Trods ydelsen nøjes M-udgaven med fire cylindre: Som forhjulstrækker med tværplaceret motor er der simpelthen ikke plads til BMWs legendariske række-sekser.
I Danmark til marts
Til gengæld er der helt sikkert bedre plads i kabinen – det ved vi fra 1-serien. Akselafstanden er den samme i 2-serien. Til gengæld øges længden til 453 cm og bagagerummet til 430 liter.
Dermed nærmer 2-serie Gran Coupé sig den større 3-serie, der er 471 cm lang og sluger 480 liters bagage. Men fordi 2-serien er forhjulstrukket får den formentlig omtrent samme benplads på bagsædet. En kvalitet, der kan gøre den til et interessant – og billigere – alternativ til 3-serien.
Den danske BMW-importør har da også store forventninger til 2-serien. Meget kommer dog an på prisen, og den kender vi endnu ikke: 2-serie Gran Coupé ventes først til Danmark i marts 2020.
The post BMW 1 knopskyder til fræk 2-serie appeared first on Hvilkenbil.dk.