25 biler stiller op til kampen om at blive Årets Bil i Danmark 2020. I år er der både elbiler, brintbiler og hybridbiler med i feltet.
Det er en broget flok biler, der i år stiller op til kampen om at blive Årets Bil i Danmark 2020. Udover ‘almindelige’ biler med en benzin- eller dieselmotor under hjelmen er der i år adskillige elbiler, hybridbiler og en enkelt brintbil i feltet.
Variationen er også stor, når det gælder størrelse, biltype og pris. Fra den lille offroader Suzuki Jimny over en ny udgave af danskerfavoritten Peugeot 208 til sportsvognen Toyota Supra. Spændet i størrelse rækker fra godt 3,5 til 5 meters længde, mens priserne i runde tal varierer mellem 150.000 kroner og en rund million.
De miljøvenlige biler møder mere talstærkt op end nogensinde før. Audi, Kia, Mercedes, Renault og Tesla stiller alle med elbiler, mens Hyundai møder op med brintbilen Nexo.
En anden tydelig trend er de lidt højere biltyper, der er stadigt mere populære hos bilkøberne. Det er dem, som har prædikater som crossover og SUV, og de betegnelser kan man sætte på hele 14 af de 25 biler.
Bag kåringen af Årets Bil i Danmark står Motorjournalisternes Klub Danmark. Juryen består af 20 journalister fra forskellige medier. Frem mod december testkører de bilerne på alt fra landevej til Jyllands-Ringen. 9. oktober udvælges fem biler til en finale, der senere munder ud i en kåring af den endelige vinder.
Du kan se listen over de 25 biler her:
Audi Q3/Q3 Sportback |
Audi e-tron |
BMW 1-serie |
BMW 3-serie |
DS 3 Crossback |
Hyundai Nexo |
Kia Soul |
Kia Xceed |
Land Rover Range Rover Evoque |
Mazda 3 |
Mazda CX30 |
Mercedes-Benz EQC |
Peugeot 208 |
Renault Clio |
Renault Zoe |
Skoda Kamiq |
Skoda Scala |
Subaru e-Forester |
Tesla Model 3 |
Suzuki Jimny |
Toyota Camry |
Toyota Corolla |
Toyota RAV4 |
Toyota GR Supra |
VW T-Cross |
The post 25 vil være Årets Bil i Danmark appeared first on Hvilkenbil.dk.