Den japanske millionby Tokyo er OL-vært i 2020. Toyota skal transportere atleterne rundt i futuristiske køretøjer, der både er selvkørende og miljøvenlige.
Japanerne kan kunsten at transportere mange mennesker på én gang. Det ved man, hvis man har oplevet Tokyos vanvittigt effektive metro i myldretiden, hvor de disciplinerede japanere blandt meget andet kan tømme og fylde et metrotog på et halvt minut. Så togene kan afgå – ikke på minuttet – men på sekundet.
Når flere tusinde atleter, trænere og arrangører næste sommer skal transporteres rundt mellem indkvarteringsstederne og de 42 olympiske arenaer, er kravene til effektiv og gnidningsløs transport endnu højere. Hele verdens øjne hviler på Tokyo.
Den transportopgave skal Toyota være med til at løfte. Toyota stiller nemlig med 3.700 køretøjer i forskellige afskygninger, så det enorme logistiske puslespil under OL kan gå op.
Test af nye transportløsninger
Det giver naturligvis Toyota en enestående mulighed for reklame. Men de olympiske lege (24. juli-9. august) og de paralympiske lege (25. august-6. september) er også en enestående mulighed for at teste mere alternative og til dels selvkørende biler, minibusser og varevogne.
Altså en “live”-afprøvning af nogle af de køretøjer, som meget vel kan blive en del af løsningen, når fremtidens mobilitetsproblemer i verdens megabyer skal løses.
Samtidig får Toyota lejlighed til at pudse den miljøvenlige glorie. 90 procent af Toyotas 3.700 køretøjer vil være fuld-elektriske, brintdrevne eller hybrider, hvor el og benzin er kombineret.
Toyotas flåde af miljøvenlige køretøjer vil ifølge Toyota halvere CO2-udledningen, sammenlignet med den miljøbelastning som brug af traditionelle diesel- og benzinkøretøjer ville have medført.
Blandt de futuristiske køretøjer er Toyota e-Palette (billedet). Den elektriske minibus kommer til at køre i faste ruter mellem de forskellige arenaer med faste stoppesteder. E-Palette vil være programmeret til hver gang at standse på præcis samme sted ved stoppestederne. Først og fremmest af hensyn til kørestolsbrugere og synshandicappede. E-Palette er selvkørende, men der vil dog være en Toyota-ansat om bord til at kunne gribe ind, hvis ikke den elektriske minibus gør, som det forventes. Der er plads til 20 stående passagerer, eller fire kørestole og syv stående passagerer.
Læs mere om Toyota under OL her.
The post Toyota holder OL kørende appeared first on Hvilkenbil.dk.