Et flertal uden om blå blok åbner nu for en reform af registreringsafgiften på biler. Ønsket er at fremme miljøvenlige biler på bekostning af benzinslugere.
Ikke engang et år efter at registreringsafgiften på biler over ca. 170.000 kr. blev sænket fra 180 pct. til 150 pct. og afgiftsfritagelsen på el-biler blev ophævet med en fuld indfasning frem mod 2020, er der nu igen grøde blandt politikerne for at ændre på de danske bilafgifter – og denne gang gennemgribende.
Det er et flertal uden om Venstre bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF, der er positive over for en grundlæggende reform af bilafgifterne. Ønsket er, at afgiften skal baseres på bilernes CO2-udledning og sikkerhedsteknologier i stedet for bilernes pris. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
“Vi vil gerne ændre bilbeskatningen, så den har større fokus på miljø og trafiksikkerhed,” siger Lotte Rod, der er fungerende politisk ordfører for Radikale Venstre til Jyllands-Posten.
Træt af lappeløsninger
SF er træt af lappeløsninger og ønsker også en gennemgribende omlægning:
“Lad os nu i ét hug få lavet en fornuftig omlægning af afgifterne, hvor vi ser på teknologi og udslip,” siger skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Også Socialdemokraterne, der ellers var med til at indføre afgifter på elbiler i oktober, og Dansk Folkeparti er åbne over for en grundlæggende omlægning. Dermed tegner der sig et politisk flertal, selv om Venstre afviser at bakke op om ændringen og i stedet prioriterer at give skattelettelser på arbejde.
En af de ting, der må formodes at motivere et flertal i Folketingssalen til igen at kigge på de nuværende bilafgifter er, at salget af elbiler stort set er bremset op siden indfasningen af registreringsafgiften trådte i kraft fra årsskiftet.
Desuden skriger en hel bilbranche og Klimarådet på en mere miljø- og trafiksikkerhedsfremmende afgiftsmodel.
I 2015 havde statskassen en indtægt på ca. 30 mia. kr. fra afgifter på motorkøretøjer.
Læs også: Salg af elbiler i frit fald
The post Politisk opbakning til miljøvenlige bilafgifter appeared first on Hvilkenbil.dk.