Tredje generation af Hyundai i30 får nye motorer, mulighed for automatgear med dobbeltkobling og ikke mindst nyt design med en Audi-inspireret kølergrill.
Hyundai i30 går ind i sit sjette år, så det er helt efter bogen, at koreanerne nu begynder at varme op til en afløser for modellen, der p.t. er Europas 10. mest solgte i den lille mellemklasse.
Tredje generation af den koreanske ‘Golf-spiller’ får officiel verdenspremiere på biludstillingen i Paris til oktober, men er næppe klar til salg før et stykke inde i 2017.
Foreløbig må vi nøjes med et par billeder i dunkel belysning. De viser en i30, der fortsætter i det nuværende spor med en stor, sekskantet kølergrill, der tydeligvis er inspireret af Audis ditto. Forklaringen ligger lige for, da Hyundais chefarkitekt er den tidligere Audi-designer, Peter Schreyer. Selve designet ser ud til at blive mere afdæmpet den nuværende models mere markante former med overflader, der både buer indad og udad.
Tyske Schreyer kalder den nye front for en ‘kaskade-grill’. Derudover lover koreanerne effektive og moderne motorer samt sikkerhed og infotaiment fra øverste skuffe. Præcise, tekniske detaljer er der endnu ingen af, men marketing-snakken kan formentlig oversættes til udstyr som automatisk nødbremse og trykfølsom skærm i midterkonsollen med mulighed for at ‘spejle’ din smartphone.
Basisbenziner med tre cylindre
Bag den Weber-store kølergrill vil der fortsat være både diesel- og benzinmotorer, men det er formentlig sikkert, at den nuværende basismotor – 1,4 benzin – erstattes af Hyundai-koncernens trecylindrede 1,0 liter med 100 eller 120 hk. Samtidig bliver det muligt at koble flere af motorerne sammen med et nyudviklet automatgear med dobbeltkobling.
Selv om Hyundai foreløbig holder tand for tunge, vil tredje generation af i30 formentlig også blive tilbudt med samme drivliner som den større Hyundai Ioniq – altså som hybrid, lade-hybrid og muligvis også som rendyrket elbil.
Som den nuværende i30 vil afløseren komme i tre karrosseri-varianter: Fem-dørs hatchback, stationcar og tre-dørs coupé.
Mere spændende bliver det, om Hyundai skifter til en helt ny platform eller fortsætter med den nuværende, der er relativt avanceret med multiophæng af bagakslen.
Læs også: Tysker giver koreanske biler X-faktor
The post Smugkig på næste Hyundai i30 appeared first on Hvilkenbil.dk.