Hyundai Venue er mindre end Kona og bliver direkte konkurrent til populære, kompakte crossover-typer som VW T-Cross og Renault Captur. Dansk premiere sidst på året.
Trængslen øges blandt de små, kompakte og høje biltyper. Hver en klasse og niche skal tilsyneladende fyldes ud. Det gælder også hos Hyundai, der netop har løftet sløret for mærkets hidtil mindste crossover på biludstillingen i New York.
Venue hedder bilen, der med en længde på 404 cm er en letvægter blandt de enorme SUV’ere, som de sværger til i New York og omegn. Men verden kan simpelthen ikke få nok af høje bilmodeller i moderigtigt offroader-antræk. Alle størrelser sælger – også i USA, hvor man også har lært at køre i Mini og Fiat 500. Derfor bliver Venue en såkaldt verdensbil, der skal produceres hjemme i Sydkoreanske Ulsan, men sælges over alt i verden.
Også i Danmark, og her ligner Venue en bil, der både på størrelse og pris – vi gætter på noget under 200.000 kroner – har alle forudsætninger for at vinde danske bilkøberes hjerter.
13 cm kortere end Kona
Venue er nemlig ikke kun 13 centimeter kortere end sin ’storebror’, Hyundai Kona. Den er også væsentligt mere mainstream i sit design end den radikale Kona. Heldigvis uden at være kedelig. Venue har snarere en mere SUV-typisk udstråling med markant kølergrill, markerede skærme, store hjul og en kantet form, der samtidig borger for fornuftige pladsforhold – også på bagsædet og i bagagerummet. Med andre ord en kompakt crossover, som mange hjemlige bilkøbere kan lide dem. Rammer den danske importør en god pris, kan Venue blive en sællert. Interessen for kompakte crossovere har i hvert fald aldrig været større.
Herhjemme kommer Hyundai Venue blandt andet til at konkurrere med klassens bestseller Renault Captur, men også den nye VW T-Cross og dens koncernfætre som Seat Arona og næste års Skoda Kamiq.
Hyundai selv kalder Venue for ’en lille bil, der er stor på praktisk sans og personlighed’. Teknisk bliver den særdeles moderne med alt i sikkerhedsassistenter som automatisk nødbremse, der også reagerer på tværgående trafik bagved bilen, træthedsassistent, aktiv vejbaneassistent og blindvinkelassistent.
Infotainment-systemet styres via en otte tommers trykfølsom skærm i midterkonsollen, der udover Apple Carplay og Android Auto også indeholder Google Assistant og Amazon Alexa.
Kun med forhjulstræk
Mekanisk bliver Venue mere simpel end Kona. Der bliver ikke mulighed for andet end forhjulstræk og bagakslen bliver en almindelig, halvstiv compound-type i stedet for multilink.
I New York præsenteres Venue udelukkende med en 1.6 liters benzinmotor uden turbo. Den kan Hyundai sikkert sælge på mange markeder, men vi gætter på, at vi her i Europa får tilbudt en mere moderne, trecylindret 1,0 liters maskine med 100 eller 120 hk.
Venue ventes at nå vores breddegrader sidst i 2019.
The post Hyundai overrasker med lille crossover appeared first on Hvilkenbil.dk.