Suzuki har ingen større biler i programmet, men det ændrer sig fra 2020, hvor Toyota bygger udgaver af Corolla stationcar og RAV4 til Suzuki.
Der er gået bytte-bytte-købmand i den for Toyota og Suzuki. De to japanske bilproducenter, der størrelsesmæssigt befinder sig i hver sin ende af skalaen, har siden 2017 haft et teknisk samarbejde. Det udvides nu kraftigt. Snart skal Toyota nemlig levere to modeller, som skal sælges under Suzuki-mærket; stationcarudgaven af den nye Toyota Corolla og SUV’en Toyota RAV4. På den måde får Suzuki også adgang til Toyotas brændstofbesparende hybridteknik. Til gengæld skal Suzuki levere mindre forbrændingsmotorer til en række kompakte Toyota-modeller.
Suzuki har i dag den sjette mest brændstoføkonomiske bilflåde i Europa, men mangler både el- og hybridbiler. Hvor vigtigt det er at holde flåde-forbruget nede understreges af, at Suzuki ifølge branchebladet Automotive News har måttet ‘rationere’ salget af deres nye offroader, Jimny. Som ægte offroader har den lille Jimny nemlig et relativt højt forbrug. Med adgang til Toyotas hybridteknologi kan Suzuki fremover undgå den slags dilemmaer.
Modgift til Brexit
En anden væsentlig ingrediens i det forstærkede samarbejde er, at det øger produktionen af både biler og motorer på Toyotas fabrikker i England. Og med udsigt til et hårdt Brexit fra EU, giver det en slags forsikring for, at det stadig kan betale sig for Toyota at blive i England.
Hvor mange biler det drejer sig om, hvor meget designet vil adskille sig og om de to nye ‘Suzuki-modeller’ overhovedet kommer til Danmark, ved vi endnu ikke. Men sikkert er det, at aftalen med Toyota giver Suzuki adgang til to modeller, der utvivlsomt bliver de største og dyreste i Suzuki-programmet. Udover motorcykler er det lille japanske mærke synonym med små personbiler og SUV-modeller som Swift og Ignis, mens den største model er den relativt billige og kompakte SX4 S-Cross.
De Toyota-producerede Suzukier ventes klar i 2020 – samme år, som EU strammer miljøkravene til nye biler yderligere.
The post Toyota skal levere Suzukis topmodeller appeared first on Hvilkenbil.dk.