Både Honda CR-V, Seat Tarraco og den gigantiske Mercedes G-klasse scorer topkarakteren fem stjerner i Euro NCAPs seneste crashtest.
Du sidder højt med et godt overblik i en crossover/SUV. Det tiltaler mange bilkøbere, fordi det giver en god følelse af kontrol og tryghed bag rattet.
En ny sikkerhedstest fra den europæiske Euro NCAP organisation understreger, at en højbenet bil faktisk også er et sikkert sted at befinde sig, hvis det går galt i trafikken, og det ender med en ulykke.
Der er både topkarakterer og rosende ord med på vejen til to større og én gigantisk SUV.
Den nye Seat Tarraco (billedet) står på Volkswagen-familiens MQB platform lige som Skodas ’bamse’, Kodiaq, der scorede de maksimale fem stjerner i Euro NCAP sikkerhedstesten i 2017.
Nu gør Seats udgave af samme bil Skoda kunsten efter – endda underlagt de skærpede 2019-krav.
Euro NCAP fremhæver blandt andet en score på hele 97 procent i beskyttelsen af fører og voksne passagerer – en absolut toppræstation i denne bilklasse.
Hondas nye udgave af SUV’en CR-V klarer sig næsten lige så godt i testen. Modsat forgængeren fra 2013, der blev sikkerhedstestet i en dieseludgave, har Euro NCAP denne gang haft fornøjelsen af at smadre en række hybridversioner af Honda CR-V, da det forventes at blive den mest solgte udgave af bilen.
Mercedes’ robuste G-Klasse, som er uden for de fleste danske bilkøberes budget, kører også en fem-stjernet bedømmelse i hus med imponerende præstationer i hvert af de fire sikkerhedsområder, som eksperterne vurderer.
Nødbremse trækker op
Michiel van Ratingen, der er generalsekretær i Euro NCAP, fremhæver, at alle tre SUV-biler er udstyret med en automatisk nødbremse, AEB, der også ser og reagerer på fodgængere og cyklister.
”Dette demonstrerer på bedste vis styrken i forbrugertests, der både kan tilskynde til bedre ydeevne, men også fremme nye teknologier som standard i hele Europa,” siger han.
Honda CR-V er allerede til salg hos de danske forhandlere. Seat Tarraco kommer i handlen herhjemme i løbet af marts.
Læs resultaterne af de tre crashtests her:
Læs vores test af Honda CR–V her
The post Høj sikkerhed i store SUV-biler appeared first on Hvilkenbil.dk.