Stadig flere bilfabrikker overvejer at stoppe produktionen af de mindste biler – det kan simpelthen ikke betale sig at fremstille dem.
Inden 2019 er omme, er det slut med Skoda Citigo og Seat Mii, som vi kender dem – de bliver i stedet til rene elbiler. Og inden 2019 er omme, vil Opel udfase Adam og Karl.
Det fastslår det internationale branchemagasin, Automotive News, der samtidig vurderer, at to af de helt store spillere, Volkswagen Group og Groupe PSA, overvejer, om produktionen af de helt små overhovedet er umagen værd.
Forklaringen er, at lovkravene til sikkerhed og øvrig teknologisk formåen bliver større og større.
Som Maxime Picat, direktør i Groupe PSA med ansvar for det europæiske marked siger til Automotive News:
“Enhver producents muligheder for at skabe profit i det her segment er under pres på grund af den teknologi, som vi bliver nødt til at putte i bilerne.”
Volkswagens topchef, Herbert Diess, sagde til flere medier i forbindelse med biludstillingen i Detroit i januar, at merudgiften til at producere de helt små biler over en kort årrække vil blive 3.500 euro (godt 26.000 kr.) højere end i dag. Diess tillod sig med megen ret at tvivle på, om “kunderne vil være villige til at betale så meget mere for de billigste biler”.
Kylle, Pylle og Rylle
Det er oplagt, at producenterne tjener færre penge pr. bil på de billigste biler, og netop derfor har samproduktion altid givet god mening. Et velkendt eksempel på netop dét er ‘Kylle, Pylle og Rylle’ – Citroën C1, Peugeot 107/108 og Toyota Aygo – som franskmændene og japanerne lancerede som nærmest identiske trillinger i 2005.
Fra første færd blev bilerne bygget på en fælles fabrik i Tjekkiet, men i november 2018 blev det meddelt, at Toyota overtager fabrikken 100 procent i 2021, hvilket omgående førte til rygter om, at franskmændene helt vil melde sig ud af segmentet.
Da Citroëns CEO, Linda Jackson, ved samme lejlighed af Automotive News blev spurgt til småbilernes fremtid, gjorde hun det klart, at segmentet står over for en afgørende udvikling. Og direkte adspurgt hvilken retning C1 ville gå, svarede hun “formentlig elektrisk”.
Som nævnt i indledningen er det også fremtiden for i hvert fald totredjedele af Volkswagen-trillingerne – Skoda Citigo og Seat Mii. Inden for de kommende to år kommer en anden mikrobil, Fiat 500, både som elbil og som mildhybrid.
Japanerne bliver indtil videre
Toyota har ifølge Europa-chef Johan van Zyl dog ikke planer om at køre Aygo i garagen.
“Segmentet er meget vigtigt for os. Det trækker nye kunder ind i vores butikker,” siger han til Automotive News.
Hyundai Danmarks pressechef, Annegrethe Skovby, siger til hvilkenbil.dk, at selv om det bliver sværere og sværere at tjene penge på de små biler, fordi de skal være udstyret med en masse teknologi, har Hyundai ingen planer om at udfase benzinmodellen af i10.
Kia Danmark gør sig heller ikke overvejelser om at lukke ned for Picanto, og indtil videre synes konsensus at være, at der i lang tid endnu vil være et marked for de helt basale bilmodeller, så længe priserne er konkurrencedygtige.
Ifølge europæiske prognoser vil antallet af solgte mikrobiler i Europa i 2021 være faldet til cirka en million mod 1,14 mio. solgte i 2017.
I Danmark faldt mikrobilernes andel af det samlede salgstal fra 18 pct. i 2017 til 11 pct. i 2018.
The post De små synger (måske) på sidste vers appeared first on Hvilkenbil.dk.