Audi indleder 2019 med Danmarkspremiere på den lille A1. Priserne begynder ved en kvart million for en basisudgave – reelt skal du dog et trin op, før A1 giver mening…
Audi indleder 2019 med en stor, lille nyhed: Den nye A1 har netop haft Danmarkspremiere i årets første weekend, og derfor kender vi nu priserne. De begynder ved en rund kvart million kroner for A1 Sportback 25 TFSI med fem døre, trecylindret turbobenzinmotor med 95 heste og manuelt gear. Ikke helt billigt for en bil, der deler teknik og størrelse med koncernfætteren VW Polo, der med tilsvarende motor koster 191.000 kroner.
Ikke desto mindre skal A1-købere overveje at gå et trin op og vælge den kraftigere variant med 116 hk og modelbetegnelsen 30 TFSI. Prisen stiger godt nok til 274.000 kroner, men udover 20 ekstra heste får du et langt mere omfattende standardudstyr med i købet. Det gælder blandt andet fuldautomatisk klimaanlæg, multifunktionslæderrat, 8,8 tommers infotainmentskærm og fuld digital instrumentering, fartpilot, sædevarme, 15 tommers alufælge, regn- og lyssensor og ikke mindst automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse og kørebaneassistent.
Faktisk er det kun basisudgaven 25 TFSI, der må nøjes med mindre, alle øvrige A1-modeller har som minimum ovenstående udstur som standard. Så mens netop basisudgaven ser en smule dyr ud, er der omvendt ganske meget for pengene i de øverige A1-modeller.
Du kan se flere priser her:
A1 Sportback 25 TFSI med 95 hk, manuelt gear: 250.000 kr.
A1 Sportback 30 TFSI med 116 hk, manuelt gear: 274.000 kr.
A1 Sportback 30 TFSI med 116 hk, aut. gear: 304.000 kr.
A1 Sportback 35 TFSI med 150 hk, aut. gear: 353.000 kr.
Audi A1 kommer også i udgaverne Advanced og S-Line. Advance koster mellem 20.- og 22.000 kroner ekstra og har specialdesignede kofangere, større alufælge i 16- eller 17-tommer og mere pynt som f.eks. indstigningslister i aluminium.
S-Line har et mere sportsligt design og lægger mellem 37.- og 45.000 kroner til basisprisen. Med S-line får du bl.a. 16- eller 17-tommer alufælge, forskellige køreprogrammer, sportsundervogn uden merpris og særlig S Line-styling som f.eks. de ekstra luftindtag mellem motorhjelm og kølergrill som på billedet.
Med A1 øger Audi også muligheden for at sætte sit personlige præg på bilen, lige som listen over ekstraudstyr er lang. For eksempel kan du peppe kabinen op med farvede indlæg, og det er endda relativt billigt – typisk koster det nogle få hundrede kroner. Metallak koster 7.500 kroner, LED-forlygter 14.000 kroner mens bakkamera fås for 5.600 kroner. Som altid skal man dog kigge sig grundigt for i Audis liste over ekstraudstyr: Noget af det sjove som f.eks. B&O anlæg ser måske overkommeligt ud, men er tvangskoblet til andet udstyr, hvilket gør den samlede regning ganske stor.
The post Store priser på lille Audi A1 appeared first on Hvilkenbil.dk.