Quantcast
Channel: Hvilkenbil.dk
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1722

Lille Mercedes med høj klasse

$
0
0

BILTEST: Komfort og teknik er fra øverste hylde i Mercedes A-klasse, der på flere områder opfører sig som en større bil. Kun pris og et beskedent bagsæde holder det lille stjerneskud nede på jorden.

Hvilken bil?
Mercedes A-klasse er en hatchback i Golf-størrelse. Som navnet antyder, er A-klassen den mindste model i Mercedes-familien og konkurrerer med andre kompakte luksusbiler som Audi A3, BMW 1-serie, Volvo V40 og Alfa Giulietta. Det gør den så godt, at A-klassen er blevet en succeshistorie for Mercedes, hvor den har været med til at løfte salget markant. Næsten endnu vigtigere lokker A-klassen nye og yngre bilkøbere ind hos Mercedes-forhandlere, hvor der som bekendt er rig lejlighed til at rykke op i modelrækkerne, efterhånden som lønnen stiger. Her tester vi A180d med 116 hestes dieselmotor og syv-trins automatgear med dobbeltkobling i billigste udstyrstrin Style til 331.000 kr.

Vidste du at?
Selv om Mercedes sælger mange A-klasser er det svært at lave penge på en ‘billig’ Mercedes. Det er også derfor, at en Audi A3 i virkeligheden er en finere VW Golf, og at den næste BMW 1 skal dele teknik med Mini. Mercedes opnår stordriftfordele på en anden måde: Tyskerne er gået sammen med Renault og Nissan om at udvikle en ny turbobenzinmotor på 1,3 liter, der fås med enten 122 eller 163 heste i A-klassen. Skal det være diesel som i testbilen, benytter Mercedes slet ikke en af deres egne oliebrændere, som de ellers er så berømte for. I stedet køber Mercedes dieselmotorer til A-klassen hos Renault, der leverer en 1,5 liters diesel kendt fra et utal af Renault og Nissan-modeller.

En anden måde at spare penge på, er at nøjes med en halvstiv compound-bagaksel på de mindre udgaver af den nye A-klasse – kun topudgaverne har avanceret multilink.

Hvordan er førerpladsen?
Lav, moderne og lækker. Du sidder dybt og godt bag det lækre sportsrat med udsigt til fuld digital instrumentering fordelt på to skærme – en til speedometer og en anden til navigation, radio og andre, sekundære funktioner. Her i basisudgaven er begge skærme på syv tommer, og de fungerer glimrende med skarp grafik og mulighed for at betjene med både tryk på skærmen eller en touchpad mellem forsæderne. Dobbeltskærmen er en del af Mercedes’ nye MBUX-system, der skal tage stemmestyring til et nyt niveau. Det lyder jo lovende – du kan læse mere om det her – men trods vores bedste skoleengelsk fik vi det desværre aldrig til at fungere. En anden ting irriterede også: Vil du slå den aktive og i øvrigt velfungerende sporassistent fra, skal du gøre det via skærmmenuen. I mange andre biler kan det gøres med tryk på en knap. Idéen er hermed givet videre…

Hvordan opleves kabinen?
Mercedes A-klasse er vokset 14 centimer i længden og med tre centimeter mellem akslerne. Trods en anseelig akselafstand på 273 centimeter har Mercedes desværre ikke for alvor fået bugt med A-klassens akilleshæl; den beskedne benplads på bagsædet. Foran er pladsen dog en større bil værdig og gør den kompakte A-klasse til en kapabel langtursbil.
Finishen er fin uden for alvor at være premium. Kabinen har mange cool detaljer, men den ungdommelige A-klasse har også en snert af distanceblænder i sig. Runde luftdyser i turbinelook og masser af sort pianolak ser dyrt ud, men alt er lavet af plastic. Også den tynde, ratmonterede gearvælger der virker mere spinkel, end man forventer i en Mercedes. På et tidspunkt trak en blød taske en pynteliste af midterkonsollen. Heldigvis var den nem at klipse fast igen…

Er sikkerheden i orden?
Bortset fra den efterhånden meget gamle historie om den første A-klasse, der snublede i den berygtede elgtest, er Mercedes’ modeller sædvanligvis sikkerheden selv. Det gælder også den nye A-klasse, der som standard stiller med bl.a. syv airbags, automatisk nødbremse, aktiv sporassistent og skiltegenkendelse. I den nyeste og meget skrappe 2018-udgave af Euro NCAP-crashtesten tackler A-klassen alle former for kollisioner uden problemer – også de svære som pæletesten og beskyttelsen mod piskesmæld. Euro NCAP vurderer også, at den automatiske nødbremse fungerer godt i typisk bytrafik. Forudsigelige og entydige køreegenskaber – det er en kompliment – gør det alt andet lige også nemmere at styre sikkert uden om forhindringer. Læs hele NCAP-testen her.

Hvordan kører den?

Komforten er høj i Mercedes A-klasse. Her overstråler den konkurrenterne, hvad enten de hedder BMW 1-serie eller VW Golf. Evnen til at opsuge alt andet end helt skarpe ujævnheder og dæmpe vejstøj når et niveau, der retfærdiggør stjernen ude i kølergrillen.

Sportslig vil vi til gengæld ikke kalde A-klassen. Køreegenskaberne er snarere velafstemte og entydige med et godt vejgreb og et præcist styretøj, der også lader dig få lidt feedback fra vejen. Mercedes har arbejdet seriøst med luftmodstanden, der er rekordlav. Du kan nogle gange høre lidt susen fra sidespejlene, men ellers er den kompakte A-klasse blandt de mest tyste biler i klassen.

Hvordan er motoren?
Renaults 1,5 liters diesel kan dateres tilbage til midt-halvfemserne, men det skal man ikke være ked af: Som god fransk vin er den nemlig blød og letflydende og bliver bare bedre med alderen, fordi Renault hele tiden forfiner den. Maskinen er fortsat blandt de mest kultiverede, kræfterne kommer aldrig med den ‘ketchupeffekt’, man ofte oplever med en turbodieselmotor, men lækkert lineært op til 4.500 omdrejninger. Først heroppe bliver lyden grov, mens kræfterne slipper op. Automatgearet med dobbeltkobling skifter også blidt og forudsigeligt, og hvis du vil køre den længere ud i gearene, skifter du bare til programmet sport eller benytter palerne bag rattet. Endelig kom motoren ud med et af de bedste forbrugstal, vi nogensinde har målt: 21,6 km/l i snit uden at skåne motoren for noget. Sehr gut!

Passer prisen?
Både og. På den ene side er den nye A-klasse den dyreste i den eksklusive klub for kompakte luksusbiler. På den anden er Mercedes usædvanligt rundhåndet med udstyret. Selv i basisudgaven forkæles du med lækre detaljer som fuld LED-lygter for og bag, fuld digital instrumentering, fartpilot, bakkamera, alufælge og tre-delt splitbagsæde. Bortset fra navigation og metallak behøver du egentlig ikke interessere dig for ekstraudstyr for at gøre din A-klasse komplet og lækker at se på. Det er usædvanligt i denne klasse.

Er der alternativer?
Tre tyskere er de mest påtrængende konkurrenter. Audi A3 30 TDI Sportback med 116 dieselheste og 7-trins automatgear koster 310.000 kr., men har mindre udstyr. BMW tilbyder for tiden 118d med automatgear og lidt ekstraudstyr til en kampagnepris omkring 300.000 kr. – det er et godt tilbud. KlasseduksenVW Golf 1,6 TDI Comfortline med 7-trins DSG-gear er noget billigere og veludstyret til 281.000 kroner, men savner det finere navn i en direkte sammenligning. Entusiaster med forkærlighed for dynamik og design kan få den aldrende Alfa Giulietta JTDm med 120 hk, automatgear og masser af Edizione udstyr for attraktive 307.000 kroner, mens high tech-typer kan lade sig friste af den radikale, men velkørende Honda Civic 1,6 Elegance Navi med 120 dieselheste og hele 9-trins automatgear til 295.000 kr. Fine biler men Mercedes A-klasse slår dem alle på komfort og stjerne-status.

Konklusion:
For: Komfort, førerplads, teknik.
Imod: Benplads på bagsædet, pletvis spinkel finish, klassens dyreste.
Hvilkenbil siger:
[star-reviews]Den nye A-klasse overbeviser som kompaktbil med komfort og teknik som en ægte Mercedes. Prisen er højere end konkurrenternes, og sammen med et beskedent bagsæde koster det den femte stjerne i vores karakterbog. Men tag ikke fejl: Den nye A-klasse overhaler ærkerivalerne Audi A3 og BMW 1-serie og er et ægte stjerneskud i den dyre ende af Golf-klubben.


Læs tests af konkurrenterne:

Alfa Giulietta – italiensk for afhængige

Audi A3 er Golf-klassens diskrete duks

Mere komfort end sport i faceliftet BMW 1

FAKTA: Mercedes A 180d aut. Style

Vejl. pris, inkl. lev.: 331.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 3.100 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 23,8 km/l
Forbrug i test: 21,6 km/l
Længde/bredde/højde: 442/180/144 cm
Bagagerum (min/max): 360/1.200 liter
Vægt: 1.375 kg
Motor: 4 cyl., 1,5 liter, turbodiesel
Effekt: 116 hk/250 Nm
0-100 km/t: 10,5 sek
Topfart: 202 km/t

Særligt standard udstyr:
Klimaanlæg, 7-tommer digital instrumentering, 7-tommer infotainmentskærm, aktiv sporassistent, automatisk nødbremse, skilteassistent, live traffic information, fartpilot, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbart læderrat, varme i forsæder, regnsensor, Bluetooth, kørecomputer, LED-lygter, bakkamera, sænket komfortundervogn, køreprogrammer, 17” alufælge, 40:20:40 splitbagsæde.

Metallak: 9.800 kr. Navigation: 15.000 kr., DAB-radio: 4.600 kr., lændestøtte: 3.600 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

jensv@hvilkenbil.dk

The post Lille Mercedes med høj klasse appeared first on Hvilkenbil.dk.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 1722

Trending Articles


Grand galla med gull og glitter


Psykiater Tonny Westergaard


Jav Uncensored - Tokyo-Hot n1002 Miyu Kitagawa


Moriya Suwako (Touhou)


BRODERET KLOKKESTRENG MED ORDSPROG 14 X 135 CM.


Naruto Shippuden Episode 471 Subtitle Indonesia


Fin gl. teske i sølv - 2 tårnet - stemplet


Kaffefilterholder fra Knabstrup


Anders Agger i Herstedvester


Onkel Joakims Lykkemønt *3 stk* *** Perfekt Stand ***


Sælges: Coral Beta/Flat (Højttaler-enheder)


Starwars landspeeder 7110


NMB48 – Durian Shounen (Dance Version) [2015.07.15]


Le bonheur | question de l'autre


Scope.dk som agent?


Akemi Homura & Kaname Madoka (Puella Magi Madoka Magica)


Tidemands taffel-marmelade julen1934+julen 1937+julen 1938.


Re: KZUBR MIG/MMA 300 zamena tranzistora


Analyse 0 mundtlig eksamen


DIY - Hæklet bil og flyvemaskine