Der er topkarakter til Volvo XC40 og den nye Ford Focus i den skrappe 2018-udgave af Euro NCAPs crashtest. Særligt den svenske SUV imponerer og er så sikker, at den bliver 12.000 kr. billigere.
Volvo beviser igen, at de bare kan det der med at lave sikre biler: Til trods for at crashtest-organisationen Euro NCAP endnu en gang skærper kravene, er der topkarakteren fem ud af fem stjerner til den nye Volvo XC40.
Det var var måske nok som forventet, men dykker man ned i tallene bag crashtesten er der tale om et ganske imponerende resultat. XC40 står på en ny platform – CMA – der ikke bare er Volvos mindste, men også skal benyttes i det billigere, rent kinesiske søstermærke Lynk & Co. Alligevel opnår XC40 bedømmelsen 97 procent i den såkaldte ’voksenbeskyttelse’, der er et udtryk for, hvordan bilen tackler kollisioner fra alle vinkler.
Som tallet antyder, er det et overbevisende resultat – faktisk placerer det Volvo XC40 i en eksklusiv klub af kun fem biler, der gennem de seneste tre år har opnået så høj en score. Og det vel at mærke i en tid, hvor Euro NCAP løbende har skærpet kravene til den i forvejen krævende crashtest.
XC40 beskytter sine passagerer optimalt – eneste mindre anmærkninger er for øget belastning af brystkassen for bagsædepassagerer og let forhøjet risiko for skader på passagerens venstre ben. Ellers er alle belastninger i det ’grønne felt’ – også den sædvanligvis svære disciplin at beskytte passagerernes nakker ved påkørsel bagfra.
Den effektive beskyttelse belønnes med et sikkerhedsfradrag på 12.000 kroner for XC40 på det danske marked. Et fradrag som den danske importør meget sympatisk sender videre til bilkøberne i form af et tilsvarende nedslag i prisen.
Fem stjerner til ny Focus
Euro NCAP har også sendt den helt nye Ford Focus en tur mod muren. Også her er resultatet fem stjerner, men da Focus er knapt så god til at passe på passagerernes sarte nakker, opnår Focus ’kun’ 85 procent og kommer dermed ikke med i samme eksklusive klub som XC40. Med tanke på Euro NCAPs skærpede krav er der dog ingen tvivl om, at Focus tilbyder et højt niveau af beskyttelse.
Mens Volvo XC40 har været til salg herhjemme siden foråret, får Focus først Danmarkspremiere efter sommerferien. Det sker i den første weekend af september.
Læs mere om de to crashtests her:
Læs også: Sværere at nå sikkerheds-stjernerne i 2018
The post Volvo XC40 blandt de sikreste nogensinde appeared first on Hvilkenbil.dk.