Suzuki løfter sløret for næste generation af offroaderen Jimny – en lille, men særdeles hårdfør ’bjergged’ af en bil, der efterlader de fleste konkurrenter i sandet. Hvis den kommer til Danmark, bliver det først i 2019.
I en tid, hvor bilfabrikkerne bogstaveligt talt sprøjter nye SUV- og crossover-modeller ud på markedet, er det forfriskende at se Suzuki løfte sløret for den ægte vare: Offroaderen Jimny, en knapt fire meter lang firehjulstrækker, der modsat stort set alle andre biler i klassen faktisk er bygget til at pløje ubesværet gennem sand, sne og mudder. Når terrænet bliver barskt, er Jimny nemlig en bil, der hiver skørterne af konkurrenterne og afslører dem som det, de er: Wannabee-offroadere, der aldrig kommer i nærheden af at leve op til deres eventyrlystne design.
Jimny er en helt anden kaliber – og har været det siden 1970, hvor Suzuki lancerede den senere så legendariske LJ-model. Siden har Suzukis lille ’bjergged’ været en bil, som offroad-folket har nævnt med samme respekt som Jeep Wrangler, Land Rover Defender og Toyota Landcruiser. Ja, måske mere end det – Jimny har nemlig altid været fjervægteren i det tunge selskab, og det har ofte vist sig at være en fordel, når terrænet har vist sig fra sin mest fjendtlige side.
Suzuki holder fast i mindre-er-mere filosofien med den næste generation af Jimny. Fabrikken har netop offentligt en håndfuld fotos af nyheden, men fortæller i øvrigt kun ganske lidt om teknikken. Dog skulle det ligge fast, at Jimny fortsat holder sig under fire meter og endda bliver lettere end sin forgænger.
Et stift stykke
Samtidig holder Suzuki fast i traditionel, velprøvet offroader-teknologi. Altså ikke noget med et pjevset og sikkert mere komfortabel personbils-chassis. I stedet får vi klassisk stiv chassisramme med stiv bagaksel, reduktionsgear og firehjulstræk, som du selv skal koble ind, når du tjekker ud fra asfalten. Til gengæld er vi ikke i tvivl om, at Jimny kommer til at udbygge sit ry som bilen, der fortsætter, hvor andre må give op.
Suzuki hævder dog, at komforten på landevej også forbedres, blandt andet ved hjælp af en nyudviklet bagaksel.
Designet er en hyldest til historien – og vel også lidt til den amerikanske Jeep. Du får blandt andet fladt tag med tagrender, gennemført kassedesign og nogle særdeles rustikke skærmkasser, der ikke ser ud som om de går i stykker af at komme i nærkontakt med grøftekanter, træer og buske.
Ifølge vores oplysninger dropper Suzuki at markedsføre Jimny med diesel. I stedet skal du forvente at få valget mellem en trecylindret turbobenziner på én liter og en nyudviklet 1,5 liters benzinmotor med fire cylindre uden turbo.
Mere ved vi ikke for nuværende. Faktisk heller ikke, om Jimny overhovedet kommer til Danmark. Det håber vi – og er den danske importør enig, kan vi med lidt held få Jimny at se i begyndelsen af 2019.
Læs også: Suzukis mikro-SUV kan blive kult
The post Suzuki Jimny – gensyn med hårdfør klassiker appeared first on Hvilkenbil.dk.