Stationcarudgaven af den kommende Peugeot 508 SW udbygger den sportslige stil med masser af praktiske detaljer, vi ellers forbinder med SUV-modeller. Dansk premiere i begyndelsen af 2019.
Da Peugeot fornylig præsenterede anden generation af den noget konservative 508, blev vi helt lettede: Den store firmaklasse er nærmest i frit fald og tidligere bestsellere som Honda Accord og Nissan Primera er ligefrem sendt på pension. Alligevel vover Peugeot løvepelsen med en ny udgave af 508, der både gør op med forgængerens forsigtighed og samtidig spiller på klassiske firmabilsdyder som flot design og lækre detaljer.
Det gælder ikke mindst SW-udgaven – Peugeot’sk for stationcar – som fabrikken netop har sluppet de første fotos af. Som den tidligere præsenterede sedan – der faktisk er en hatchback med stor og praktisk bagklap – er den kortere (478 cm), bredere og ikke mindst rekordlav med en højde på blot 142 cm. Dermed foretager Peugeot et bevidst valg om – i hvert fald på størrelsen – at matche prestigebiler som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse i stedet for at tilbyde stor bil til lavere pris som f.eks. VW Passat og Ford Mondeo.
Designet er lavt og spændstigt og alene lygterne med LED-kørelys formet som sabeltænder foran og de karakteristiske, tre-delte baglygter der ligner ridser fra en løves kløer, giver Peugeot 508 SW kant og karakter.
Indvendig er Peugeot 508 også anderledes med sit avantgardistiske i-cockpit med det lille rat, som du ikke kigger igennem men over, fuld digital instrumentering og betjeningsknapper i klaverlook.
Endelig plads til flaskerne
SW-udgaven gør en dyd ud af at være stationcar og låner flere praktiske detaljer, vi ellers mest kender fra de populære SUV-typer. I 508 SW kan bagsædet for eksempel fæles ned til et plant gulv med træk i to håndtag eller lænes op til 27 grader bagover, hvis passagererne vil hvile sig. Bagagerummet sluger mellem 530 og 1780 liter.
Mere overraskende – og stærkt tiltrængt – er, at Peugeot endelig har husket nogle gode kop- og flaskeholdere: I det afkølede handskerum er der plads til to 1,5 liters flasker, dørlommerne snupper hver en én-liters flaske, mens kopholderne i midterkonsollen bag gearvælgeren rummer to halv-liters flasker. Merci Peugeot – den form for praktisk sans har vi savnet, for det er jo ikke alle, der ønsker at køre Peugeot Partner…
Du kan læse mere om kabinen og ikke mindst det ganske omfattende motorprogram i vores præsentation af 508 sedan.
Mens 508 sedan kommer til Danmark i løbet af efteråret, skal vi ind i begyndelsen af 2019, før den praktiske SW når frem til forhandlerne.
The post 508 SW – fransk stilist med praktisk sans appeared first on Hvilkenbil.dk.