Bilsalget har atter fuld fart på – især mellemstore biler som Nissan Qashqai og VW Golf hitter, mens salget af de mindste biler er på vej mod en halvering på to år.
Bilsalget er tilbage i overhalingsbanen i højeste gear. I maj blev der indregistreret 22.541 nye personbiler, svarende til en stigning på 1 procent sammenlignet med sidste år, oplyser De Danske Bilimportører.
Korrigeret for normale sæsonudsving steg bilsalget 1,7 procent fra april til maj, oplyser Danske Bank. Dermed steg bilsalget for anden måned i træk, men er dog ikke tilbage på niveauet fra starten af året, efter en større tilbagegang i marts. Men med fremgang i april og maj er bilsalget i årets fem første måneder nu kun 1,6 pct. efter rekordåret 2017.
Det tyder på, at bilsalget vil stige i løbet af 2018. Der er i følge Danske Banks privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen flere forklaringer på, at vi køber flere biler.
“Både fordi lavere bilafgifter gør det billigere at købe en række biltyper, og fordi mange danskere oplever en forbedret privatøkonomi i år. Det skyldes navnlig, at lønningerne generelt stiger noget hurtigere end priserne, og når friværdierne samtidig vokser i store dele af landet, så er der mere luft i økonomien – også til bilkøb,” siger privatøkonomen.
Hun mener dog, at en joker kan være de nye standarder for, hvordan nye bilers brændstofeffektivitet opgøres, når der skiftes fra den nuværende NEDC-norm til en mere realistisk WLTP-standard senere i år, da det kan få betydning for registreringsafgifterne.
Salg af mikrobiler halveret
Salgstallene for maj understreger, at der sælges flere større biler i 2018 end tidligere. Omvendt ser det ud til, at de helt små biler, der ikke har fået en afgiftsreduktion, er blevet mindre populære. Eksempelvis udgjorde mikrobilerne ca. 21 pct. af det samlede bilsalg for to år siden, mens det i dag kun er ca. 10 pct. Altså mere end en halvering, oplyser De Danske Bilimportører.
Ser vi nærmere på hvilke mærker og modeller, der solgte bedst i maj, er det minien Peugeot 208, der er tilbage som topsælger med 958 indregistreringer. Nissans Qashqai crossover er igen rykket op i graderne og snupper 2. pladsen med 870 solgte. Volkswagen Golf (billedet) kom ind på en 3. plads i maj med 641 indregistrerede biler.
Volkswagen er igen i maj det mest solgte mærke efterfulgt af Peugeot og Renault.
FAKTA: De 20 mest solgte modeller i maj
Peugeot 208 958
Nissan Qashqai 870
Volkswagen Golf 641
Renault Clio 622
Volkswagen Passat 542
Volkswagen Up! 438
Toyota Yaris 438
Volkswagen Polo 438
Skoda Fabia 437
Skoda Octavia 425
Volkswagen Touran 422
Renault Captur 380
Ford Fiesta 368
Mercedes A-Klasse 362
Citroen C3 361
Toyota Aygo 339
Peugeot 308 332
Suzuki Baleno 301
Mercedes C-Klasse 291
Audi A4 289
Læs også: Salget af høje biler tager et højdespring
The post Bilsalget tilbage på sporet i maj appeared first on Hvilkenbil.dk.