Ford Fiesta ST har potentiale til at blive miniklassens mest sportslige GTI. For første gang yder den trecylindrede EcoBoost-motor 200 hk, og der er både aktive støddæmpere og differentialespær.
Ford kan noget med køreegenskaber og det kommer ikke mindst til udtryk i den kompakte Fiesta, der – fuldt fortjent – har fået et ry som miniklassens køremaskine nummer ét.
I løbet af sommeren kommer den mest sportslige version, Fiesta ST, til Danmark. ST står for Sports Technologies, og det skal tages helt bogstaveligt. Jovist har Fiesta ST den obligatoriske infotainmentskærm med mulighed for fuld opkobling af din smartphone, og den aktive sikkerhed er i orden med både aktiv vognbaneassistent og automatisk nødbremse, men ellers handler Fiesta ST om rendyrket køreglæde af den mest dynamiske slags.
For første gang har Ford pumpet den fine, trecylindrede EcoBoost turbobenzinmotor op til hele 200 hk. Slagvolumen er øget fra 1,0 til 1,5 liter og for at holde forbruget i skak kobles den ene cylinder ud, hvis du bare cruiser adstadigt på motor- eller landevej.
Men Fiesta ST handler i sagens natur mere om, hvad der sker, når du giver gas: Et mekanisk spærredifferentiale sørger for at fordele kræfterne på de trækkende forhjul, så det inderste forhjul ikke mister grebet i asfalten, når du accelererer ud af kurver. Samtidig gør en ny type støddæmpere affjedringen mere fast på det yderste baghjul for at øge vejgrebet.
De to aktive forbedringer af køreegenskaberne er en del af Fords ’Drive Mode’ og ventes at blive ekstraudstyr.
ST får særlig lyd
Sprød og sportslig lyd fra den i forvejen vellydende EcoBoost-motor bliver til gengæld standard; en ekstra ventil åbner simpelthen i udstødningen, når du giver ekstra gas og sørger for det rette soundtrack til et kompakt muskelbundt som Fiesta ST.
Mens konkurrenterne i stigende grad leveres med automatgear, er der kun én mulighed i Fiesta ST: Seks manuelle trin – endnu en understregning af, at Ford satser på fuld kontrol og ’old school’ køreglæde for chaufføren med Fiesta ST.
Fiesta ST kommer til Danmark i to udstyrsvarianter, der kun adskiller sig rent kosmetisk. ST1 med tre døre begynder ved 275.000 og lægger sig dermed tæt op ad VW Polo GTI, ligeledes med 200 hk men med DSG-automatgear, der bliver Fords hovedrival i klassen for kompakte GTI-typer.
Vil du have din Fiesta ST med fem døre er merprisen 5.000 kroner. For yderligere 1.260 kroner rykker du ’op’ i ST2, der har mørktonede ruder bagtil og andre farver i kabinen på detaljer som syningerne i læderrattet, sæderne og måtterne.
Detaljer som sportslæderrat, Recaro-sportssæder, aircondition, varme i sæderne, fartpilot og nøglefri betjening er altid standard, mens du skal betale ekstra for bl.a. LED-forlygter og det mekaniske spærredifferentiale.
Læs også testen: Fiesta laver fest i miniklassen
The post Ford fyrer Fiesta af appeared first on Hvilkenbil.dk.