Audi dropper de to coupéer TT og A5, skriver tysk bilmagasin. Der er ikke kunder nok og fortjenesten er lav. I stedet vil Audi tilbyde en billigere coupé på A3 basis.
Audi kan noget med sportslige, to-dørs biler. Sportsvognen TT er nærmest blevet et design-ikon, mens den større A5 Coupe har ry for at være noget af det mest velskabte med to døre man kan købe på den billige side af en Aston Martin.
Men måske skal vi snart sige auf wiedersehen til de to tyske skønheder. Ifølge det sædvanligvis velansete og velinformerede tyske bilmagasin AutoBild får ingen af de to supermodeller en afløser. Salget af to-dørs biler, hvad enten det er skrappe sportsvogne eller elegante coupéer, fortsætter nemlig med at gå tilbage. Indtjeningen er heller ikke noget at skrive om, og det sidste er vigtigt for Audi. Mærket med de fire ringe er nemlig en del af VW-koncernen, der skal finde penge til at betale den trecifrede milliardregning efter dieselskandalen fra 2015, og har koncernen har for længst bebudet, at det kommer til at skære i modelpaletten.
Set i dét lys giver det god mening af stoppe produktionen af nichemodeller som TT og A5 Coupé og i stedet satse på populære SUV-typer og fremtidens elbiler.
A4 Coupé med A3-teknik
Fans af velformede karrosseriplader kommer dog ikke til at gå helt forgæves hos Audi. Ifølge AutoBild vil Audi lancere en slags afløser for begge biler med en ny model, der skal konkurrere med Mercedes C-klasse Coupé og BMW 4-serie coupé, men være væsentligt billigere. Navnet bliver angiveligt A4 Coupé, men for at holde prisen nede, baseres den på teknikken fra A3. Det betyder også, at den modsat A5 Coupé får tværstillet motor.
Den mindre platform giver også mulighed for at lave både en hybrid og ren el-udgave af den kommende A4 Coupé, beretter det tyske bilmagasin.
Læs også: Audi tænder på elbiler
The post Slut med Audis smukke coupéer? appeared first on Hvilkenbil.dk.