Skarpere streger og alligevel mere plads. Avant-udgaven af den nye Audi A6 bliver mere sportslig, men bevarer modellens klassiske elegance. Hybrid-teknologi og fuldt digital betjening bliver standard.
Limousine-udgaven af den nye Audi A6 er både elegant og sportslig med sin skærpede single-frame kølergrill og markerede skærmkasser, der sender en hilsen til den første Audi Quattro rallybil. Men to ud af tre A6-kunder foretrækker Avant-udgaven, så det er først nu, at vi for alvor ser den A6, som kommer til at dominere på vejene.
Audi skærper ikke bare stilen, men trimmer også A6 i sportslig retning. Uden at øge størrelsen – A6 Avant bliver på længden 494 cm – øger tyskerne pladsen i kabinen og bagagerummet. Sidstnævnte sluger som forgængeren 565/1.680 liter selv om Audi gør bagruden væsentligt fladere. På bagsædet har ingeniørerne endda fundet yderligere 11 mm benplads. Det lyder måske beskedent, men da A6 i forvejen er den mest rummelige af det evige, rivaliserende trekløver Audi A6, BMW 5-serie og Mercedes E-klasse, er det faktisk en lille sejr i dén duel. Konkurrenterne har dog – som før – større bagagerum.
Netop bagagerummet er naturligvis vigtigt i en stationcar, og her disker Audi op med elektrisk bagklap, tre-delt bagsæderyglæn og skinner i gulvet til fastsurring som standard. Det gælder også den nye, tværgående kromliste på bagklappen, der nok skal dele vandene: Er det elegant – eller unødigt pynt? Døm selv, men netop kromlisten gør det nemt at spotte den nye A6 Avant.
En af de helt store nyheder finder vi dog i den anden ende af kabinen: Audis nye Touch Response betjening, hvor samtlige betjeningsknapper er pensioneret til fordel for to trykfølsomme skærme i midterkonsollen. Her styrer du alt fra klimaanlæg over radio til navigation. Du trykker og ’swiper’ på skærmene som på din smartphone, mens små vibrationer og lyde giver en fornemmelse af at trykke på gammeldags knapper. Det skal blive spændende at prøve i virkeligheden.
Trådløs opdatering
Systemet kendes fra elbilen Tesla Model S, som Audi også låner en anden idé fra: I A6 opdaterer du trådløst bilens software som for eksempel navigationskort. Det sker hver tredje måned og vil angiveligt være gratis i bilens levetid.
Som i limousinen satser Audi lidt overraskende på et bredt udvalg af dieselmotorer i den nye A6 Avant. Til gengæld er alle A6-varianter udstyret med et 48-volts mild hybrid system, der blandt andet lagrer bremseenergi for at spare brændstof. Samtidig låner A6 masser af hightech fra topmodellerne A7 og A8 – ikke mindst hele 30 forskellige assistent-systemer, der både skal gøre kørslen nemmere og mere sikker.
A6 Avant ventes til Danmark til efteråret, omtrent samtidig med limousine-udgaven. På grund af Avant-udgavens store popularitet har Audi nemlig for første gang udviklet de to modeller sideløbende i stedet for at give limousinen et forspring.
Læs meget mere om den nye A6 her: High-tech i højsædet i ny Audi A6
The post Audi strammer den nye A6 Avant op appeared first on Hvilkenbil.dk.