Omlægningen af de danske bilafgifter har gjort miljøvenlige ladehybrid-biler ekstra populære. Hos de danske VW-forhandlere er den eftertragtede Golf GTE udsolgt for resten af 2018.
Først kostede den 426.000 kroner. Så kom der to afgiftsomlægninger og så var prisen pludselig helt nede på godt 320.000 kr. Dét var et tilbud som danske bilkøbere kunne forstå, og naturligt nok eksploderede interessen for Golf GTE – ladehybrid-udgaven af VWs ikoniske bestseller.
Men nu er festen slut. Den danske VW-importør melder udsolgt for hele 2018 – ja, måske er det helt slut med den nuværende udgave af Golf GTE.
”Interessen har været så stor, at vi har solgt alle de GTE-modeller, som vi kunne få fat på,” bekræfter Thomas Hjortshøj, kommunikationsansvarlig hos den danske VW-importør.
Dertil kommer, at VW stopper produktionen af Golf GTE senere i år. Om den kommer i gang igen, er et åbent spørgsmål: GTE er nemlig ramt af tre begivenheder, der får betydning for den videre produktion: Dels skal VW som alle andre bilproducenter til at opgive bilernes brændstofforbrug efter den nye og skrappere WLTP-norm, der skal give et mere realistisk forbrugstal. Det betyder, at VW skal teste forbruget på samtlige modeller efter den nye norm. Dels sætter VW den nye og ottende generation af Golf i produktion til maj næste år. Og endelig er VW ved at udfase den gamle 1,4 liters motor, der ligger i Golf GTE med en ny 1,5 liters motor. Spørgsmålet er derfor, om VW simpelthen venter med at lancere GTE-modellen igen, til man er klar med den nye Golf 8?
”Vi ved det ikke på nuværende tidspunkt, men det kan ikke udelukkes, at GTE-modellen først kommer igen med den nye Golf,” siger Thomas Hjortshøj.
Ny GTE kører længere på el
Den kan til gengæld være værd at vente på, for udover at næste generation af Golf får fuld, digital instrumentering og betjening som standard, skal en kommende ladehybrid-udgave angiveligt kunne køre mellem 70 og 80 kilometer på strøm alene.
I mellemtiden kommer en del danske bilkøbere nok til at gå forgæves til deres lokale VW-forhandler. Siden afgiftsomlægningen er Golf GTE blevet en særdeles efterspurgt vare: I første halvår af 2017, inden den seneste afgiftsomlægning, blev der kun solgt 22 Golf GTE. Efter efterårets afgiftsomlægning fandt køberne til gengæld gnisten: Fra november 2017 til og med februar 2018 steg salget til 293 biler – og salget kunne utvivlsomt være fortsat, hvis ikke importøren var løbet tør for biler.
Læs også: Nye afgifter vil kickstarte hybrid-bølge
The post ’Grøn’ Golf udsolgt for 2018 appeared first on Hvilkenbil.dk.