Den klassiske firmabil ligner en uddøende race. Næste offer kan blive Ford Mondeo, lyder vedvarende rygter – og det skyldes SUV-bølgen og et modigt træk af Fiats øverste chef…
Skal man tro det amerikanske businessmedie Bloomberg, kan man sammenligne den klassiske firmabil med en indsat på dødsgangen i et amerikansk fængsel: Døden er ikke indtruffet endnu, men der skal en mirakuløs benådning til for at undgå den.
Lyder det barskt og lidt overdrevet? Så tænk på de engang så udbredte firmabiler, der ikke længere er i blandt os: Fiat Croma, Mitsubishi Galant, Nissan Primera og Honda Accord. Og alle de modeller, der ganske vist fortsat produceres, men i svindende styktal som Peugeot 508, Hyundai i40, Mazda 6, Opel Insignia, Renault Talisman og Toyota Avensis.
Ifølge flere amerikanske medier kan en af klassens bestsellere – Ford Mondeo – blive næste offer. I USA overvejer Ford seriøst at trække stikket på Fusion, som Mondeo hedder på hjemmemarkedet, og det vil med stor sandsynlighed også betyde enden for den europæiske Mondeo.
Det lyder måske som en drastisk beslutning, men for Ford-ledelsen er det faktisk let at finde rationelle argumenter for at pensionere Mondeo – også selv om den i salg kun overgås af sin tyske konkurrent, VW Passat.
Sagen er, at salget slet ikke er, hvad det var engang. For blot få år siden måtte Ford udvide produktionen for at følge med efterspørgslen, men sidste år faldt salget hjemme i USA med mere end 21 procent. Kunderne flygter simpelthen fra biltypen og over i høje SUV- og crossovertyper. Den slags biler tjener bilfabrikkerne også flere penge på. Når man hertil lægger, at det vil koste milliarder at udvikle en afløser til den teknisk set 11 år gamle Fusion/Mondeo, begynder regnestykket at have et ret klart facit – og det er ikke til den klassiske firmabils fordel.
Fra vanvittig til forbillede
Fords chefer finder også argumenter andre steder end i økonomiafdelingens excel-ark. Hos konkurrenten Fiat-Chrysler har chefen Sergio Marchionne allerede vist vejen: Efter fusionen mellem Fiat og Chrysler besluttede Marchionne hurtigt at reagere på markedets umættelige trang til SUV- og crossoverbiler. De traditionelle sedaner Chrysler 200 og Dodge Dart fik kniven til fordel for flere SUV-modeller.
Konkurrenterne kaldte først Marchionne ’vanvittig’ fordi han dermed sagde farvel til et stort marked og omsætning. Piben fik dog en anden lyd, da de så, hvor meget Fiat-Chryslers profit steg, og nu tjener Marchionnes modige træk som inspiration for bl.a. Ford.
Ford har ikke meldt klart ud om skæbnen for Fusion/Mondeo. Men amerikanske medier er fulde af rygter om modellens snarlige død. Et faktum er, at Ford vil flytte flere end 40 milliarder kroner fra udvikling af klassiske biltyper som Fusion/Mondeo over til udvikling af de langt mere populære og profitable SUV- og crossover-modeller. Økonomisk giver det god mening for Ford; mange af de bilkøbere, der tidligere købte klassiske firmabiler som Ford Mondeo er for længst steget over i en moderigtig SUV eller crossover i stedet.
Læs også: Honda trækker Accord ud af Europa
The post Ford overvejer en fremtid uden Mondeo appeared first on Hvilkenbil.dk.