Seat er tilbage med nye privatleasing-tilbud på den nye Ibiza, Leon, Leon ST og Toledo. Årets Bil i Danmark – Seat Arona – er ikke med, og kommer det heller ikke foreløbig.
Efter afgiftsomlægningen i efteråret er markedet for privatleasing igen ved at finde sig selv, og flere og flere importører lancerer nye leasingtilbud til private. En af dem der har haft sit leasingprogram stort set på standby et par måneder, er Seat.
Men nu sker der noget. Seat tilbyder en pænt udstyret Ibiza Style 1.0 TSI med 115 hk fra kun 2.395 kr. om måneden med en førstegangsydelse på 9.995 kr. inkl. metalfarve.
Aftalen dækker som vanligt op til 15.000 km årligt og har en løbetid på 36 måneder. Seat Ibiza Style byder blandt andet på standardudstyr som frontassistent (nødbremse), Bluetooth, aircondition, 5” Touchscreen, læderrat, regn- og lyssensor, fartpilot samt varme i forsæderne.
Ønsker du mere udstyr, kan du lease Ibiza Xcellence eller en Ibiza FR for 200 kr. mere i månedlig ydelse, nemlig fra 2.595 kr. Førstegangsydelsen forbliver 9.995 kr. – ligeledes for op til 15.000 km årligt med en løbetid på 36 måneder.
Der kan dog laves aftale om flere kilometer med de lokale Seat-forhandlere.
Leon uden merpris
Mellemklassebilen Leon, der deler platform og en del teknik md VW Golf, kan også privatleases både som 5-dørs og som stationcar med en 1.2 TSI 85 hk motor i billigste Reference-version til en månedlig ydelse på henholdsvis 2.495 kr. og 2.595 kr. Førstegangsydelsen er for begge på 15.000 kr. inkl. metalfarve.
Toledo er Seats billigste bud på en leasingbil. Den fås til en månedlige ydelse fra 2.295 kr. for en 1.0 TSI 95 hk Essence model i metalfarve. Førstegangsydelsen er på 15.000 kr. Også her er der 15.000 km årlig kørsel indregnet og en løbetid på 36 måneder.
Derimod er der ikke lige foreløbig udsigt til at privatlease den nye Seat crossover i miniklassen, Arona, som for nylig er kåret til Årets Bil i Danmark og lanceres i disse uger.
”Vi forventer desværre ikke at introducere privatleasing på Seat Arona i indeværende år,” oplyser pressechef i Seat Danmark, Jana Olsen, i en mail til Hvilkenbil.dk.
Se alle priser på Seat privatleasing her
The post Seat udvider privatleasing-program appeared first on Hvilkenbil.dk.