Stor succes for Skoda har givet intern ballade og misundelse i VW-koncernen. Ny plan lægger op til større forskelle mellem VW, Seat og Skoda og dermed mindre intern konflikt.
Sidste uges historie om, at Skodas støt stigende salg og indtjening er årsag til intern misundelse og ballade i VW-koncernen, får nu konsekvenser. Skoda fungerer som koncernens billigmærke, og det gør tjekkerne så godt, at de tyske VW-arbejdere og deres fagforeninger er begyndt at se Skoda som en trussel mod deres arbejdspladser hjemme i Tyskland. De magtfulde fagforeninger har derfor foreslået, at Skoda dels skal betale højere priser for de VW-stumper, som de bygger deres biler af, dels skal tvinges til at flytte noget af produktionen fra Tjekkiet til tyske VW-fabrikker med overskudskapacitet.
Det synes Skoda til gengæld er en rigtig dårlig idé: Skoda-arbejdernes fagforening har straks truet med at skære ned på antallet af overarbejdstimer lige som den tjekkiske statsminister har bedt om en forklaring fra Skodas ledelse.
Stemningen er med andre ord rigtig dårlig i VW-familien, og det vil koncernchef Mathias Muller nu gøre noget ved: Müllers plan er en positiv løsning, hvor de tre ’almindelige’ bilmærker i koncernen – VW, Seat og Skoda – i højere grad skal adskille sig fra hinanden i design, teknik og målgrupper. Med større forskelle mærkerne imellem bliver det angiveligt sværere at sige, at en Skoda bare er en billigere og større udgave af en VW, hvilket klart er forbrugernes oplevelse i dag.
Den interne positionering og rivalisering mellem VW. Skoda og Seat ”er et følsomt emne, der for nylig skabte bølger,” erkender Mathias Müller.
Præcist hvordan de større forskelle mellem mærkerne skal udmønte sig, afslører Müller ikke.
VW har brug for penge
VW-koncernen benytter i vid udstrækning de samme platforme, motorer og teknologi i øvrigt, hvilket har vist sig både at være en velsignelse og forbandelse: Velsignelse fordi det holder omkostningerne nede, forbandelse fordi bilkøberne i stort omfang tager konsekvensen og vælger Seat og Skoda frem for VW, hvilket betyder, at VW i dag har en ekstrem lav indtjening per solgt bil på blot 1,8 procent.
For VW er det helt afgørende at udnytte stordriftsfordelene ved en enorm produktion fordelt på mange bilmærker. Dels fordi koncernen fortsat skal betale milliarder af kroner som følge af dieselskandalen, dels skal bruge endnu flere milliarder på en ambitiøs plan om at blive førende inden for elbiler omkring 2025.
Læs også: VW synes Skoda er lidt for dygtige
The post Mere særpræg skal skabe ro i VW-familien appeared first on Hvilkenbil.dk.