Efter 14 år barsler BMW med en ny Z4 roadster. Generation 2 får atter stoftag, taber sig omkring 150 kilo og skal udvikles sammen med Toyota, der bruger teknikken til at give Supra comeback.
Superskarpt design, klassisk stofkaleche, baghjulstræk og en slankekur på 150 kg. Der er lagt op til en mere sportslig Z4, når BMW næste år sender anden generation af mærkets to-personers roadster på gaden. I hvert fald hvis vi skal tro de første billeder og oplysninger om forløberen, stilstudiet Concept Z4, som BMW netop har frigivet.
Man må håbe, at BMW holder fast i det vellykkede stilstudie, men detaljer som de bittesmå sidespejle, dybe luftindtag foran og ’speedster-bulerne’ bag nakkestøtterne overlever næppe på den produktionsklare udgave, som BMW viser senere i år. I hvert fald antyder de første spionfotos af prototypen spottet på tyske veje, at den færdige Z4 bliver mindre ekstrem end stilstudiet her.
Andre spændende designtræk kan dog overleve. For eksempel den langstrakte motorhjelm, der ender i en klassisk BMW-front, hvor det øverste af fronten læner sig frem. BMW kalder stilen for ’hajnæse’ og snuden ser da også bidsk ud. Mere overraskende er det, at konceptbilen viser dobbelt kørelys, der for en gangs skyld er placeret oven på i stedet for ved siden af hinanden – det er nyt for BMW.
Teknisk fortæller BMW endnu ikke meget om den kommende Z4. Vi ved dog, at det bliver et farvel til den efterhånden 14 år gamle forgængers foldetag af stål. I stedet vender BMW tilbage til den klassiske stofkaleche, som vi husker fra Z3-modellerne. ’Kasketten’ er også forklaringen på, at den næste Z4 smider 150 kg, så vægten begynder ved ca. 1.400 kg for basisudgaven. Mindste Z4 forventes at få en firecylindret turbobenziner med ca. 200 hk. Derfra stiger ydelsen angiveligt op til 360 hk fra en række-sekser med turbo.
Samarbejde med Toyota
Bag det frække design ligger en helt anden og spændende historie: Z4 bliver nemlig den første model, som BMW udvikler sammen med japanske Toyota. Markedet for små, to-personers sportsvogne bliver nemlig stadig mindre, og derfor er det svært at tjene penge på biltypen. Derfor har BMW og Toyota slået kludene sammen om et fælles sportsvogns-projekt, der bliver til en ny Z4 for BMW og en ny Supra for Toyota. Sidstnævnte har vi endnu til gode at se, men mon ikke japanerne også snart er klar med en appetitvækker a la Concept Z4.
Derimod er de tidligere så vedholdende rygter om en mindre og billigere Z2 roadster – måske med forhjulstræk – forstummet. Læs mere om Z2 her. Set med danske øjne kunne det ellers have været spændende med en mere direkte konkurrent til Mazdas geniale MX-5, der fortsat byder på mindst samme køreglæde som den væsentligt tungere og dobbelt så dyre Z4.
Næste udgave af Z4 forventes i øvrigt også at blive kostbar. Tyske bilblade taler om priser fra 35.000 euro – det kan sædvanligvis oversættes til cirka 700.000 kroner inklusive dansk registreringsafgift.
The post Åbenbaring: BMW løfter sløret for ny Z4 appeared first on Hvilkenbil.dk.