Renault har fået en stærk profil siden Laurens van den Acker blev udnævnt til mærkets chefdesigner – det kaster flere priser af sig.
Man skal være komplet ligeglad med biler for ikke at have bemærket det: Renault, der har stolte traditioner for vellykket og ofte banebrydende bildesign, er efter nogle småkedelige mainstream-år tilbage i noget, der kan minde om fortidens gyldne perioder inden for design. Og her tænker vi ikke kun på showbiler som DeZir og Captur Concept, men i høj grad på massefremstillede ‘hverdagsbiler’ som fjerde generation af Clio, den lille charmetrold Twingo, ‘rumfartøjet’ Espace og senest crossoveren Kadjar, hatchbacken Megane og firmaflyderen Talisman.
De ser simpelthen godt ud. Med deres bløde linjer, svulmende skærme, store hjul og markante LED-lygter dyrker de en organisk stil, der går stik mod eksempelvis VW-koncernens skarpe streger og lige linjer. Samtidig har hollandske van den Acker formået at give Renault retning og en tydelig familielighed på tværs af bilklasserne. Heldigvis – synes vi – uden at forfalde til den fantasiforladte uniformering af designet, der gør det umuligt at skelne mellem de forskellige modeller hos eksempelvis Audi og Mercedes.
Fortjenesten er Laurens van den Ackers. Den i dag 49-årige hollænder kom i 2009 til Renault efter at have tegnet biler for bl.a. Audi, Ford og Mazda. Hos Renault overtog han blyanten efter legendariske Patrick le Quément og har siden tegnet mærket udadtil som chef for fabrikkens 500 designere.
Enkelhed, sensualitet og varme
Laurens van den Acker definerede en ny designretning for Renault, der har samme tre elementer i alle bilmodeller: Enkelhed, sensualitet og varme. At missionen er lykkedes er hvilkenbil.dk ikke de eneste, der har opdaget. Også det anerkendte britiske bilmagasin Autocar er begejstret:
“Under Laurens van den Ackers ledelse er Renaults design blevet transformeret, og alle biler i hvert deres segment er let genkendelige for deres fantastiske design. Hos Autocar beundrer vi hans klare designretning og en type lederskab, der tillader andre i designafdelingen at skinne”, sagde Matt Burt, Autocars redaktør, da bladet fornylig kårede van den Acker til ‘Designer of the year’.
Helt i van den Ackers ånd vandt Renaults designer Agneta Dahlgren (billedet øverst) samtidig prisen som ‘Woman of the year’, der uddeles af motorjournalister fra hele Europa. Svenskfødte Dahlgren får blandt andet prisen for sit arbejde med den nye Renault Scenic, der redefinerer den kompakte MPV ved at tilføre mere maskuline elementer fra de populære crossover-biler med store hjul og øget frihøjde. Resultatet er en praktisk familiebil med en eventyrlysten udstråling, som Laurens van den Acker ganske malende kalder for ‘en MPV til forældre, der stadig er forelskede’.
Læs mere om den nye Renault Scenic her.
The post Renaults designere styrer med blyanten appeared first on Hvilkenbil.dk.