BILTEST: Syvende generation af BMW 5-serie låner teknik fra den store 7’er og har smidt adskillige kg til fordel for dynamikken. Satsningen på sport går dog ud over bilens komfort.
Hvilken bil?
5-serien er BMWs modsvar til Audi A6, Mercedes E-klasse og Volvos 90-serie. Her tester vi 520d med 190 hestes dieselmotor og otte-trins automatgear, der sædvanligvis er favoritten for danske direktører og andre liebhavere med godt 600.000 kr. på bilkontoen.
Syvende generation af BMW 5-serie blev introduceret i begyndelsen af 2017. Designet er forsigtig evolution, men under det let amerikaniserede udtryk med større lygter og kølergrill, står BMW 5-serie på en ny platform. Meget af teknikken kommer fra flagskibet 7-serien, men typisk for den nye 5’er med koden G30 skal du se godt efter for at opdage nyheder som digitale instrumenter i analogt look og forlygter med LED-teknik.
Vidste du at?
Design kan altid diskuteres, men det er overraskende, at BMW endnu en gang vælger forsigtig fornyelse af 5-seriens formsprog – normalt skifter BMW mellem evolution og revolution.
Der står dog også meget på spil for BMW. Ærkerivalen Mercedes har overtaget bayrernes position som verdens bedst sælgende luksusmærke, og den nye 5-serie skal lukke hullet op til den succesfulde E-klasse. Det er lidt af en opgave: Selv i Danmark sælger E-klassen tre gange så godt som BMWs 5-serie, og den aldrende Audi A6 er også foran. Aner man også intern uenighed om strategien hos BMW? I hvert fald forlod chefdesigner Karim Habib BMW umiddelbart før lanceringen af den nye 5-serie.
Hvordan er førerpladsen?
At sætte sig bag rattet i den nye 5-serie er som at iføre sig et skræddersyet jakkesæt af den eksklusive slags: Alting passer; afstanden til rat og pedaler, sædet der støtter alle de rigtige steder og det perfekte overblik over velordnede betjeningsgreb og krystalklare instrumenter. Netop urene ligner klassisk BMW, men er nu digitale og ændrer sig efter dit behov for information for eksempel ved at fremhæve den hastighed, som du aktuelt kører med. Førerpladsen er ganske enkelt ‘spitzenklasse’, og selv om BMW af uransagelige årsager kræver ekstrabetaling for lændestøtte, kan du sidde bag rattet i timevis uden at blive træt.
Hvordan opleves kabinen?
En 5-serie er fortsat ikke en bil man vælger for pladsens skyld – den er afmålt og især bagsædet er mere gæstfrit i konkurrenter som Audi A6, Mercedes E og Volvo S90. Modelskiftet har dog forbedret benpladsen en smule og to voksne sidder lavt, men godt. Finishen har også fået et løft med finere materialer og en grundlæggende solid fornemmelse, der matcher de bedste konkurrenter. Dog bliver vi aldrig begejstrede for plasticindlæg i sort pianolak: De knaser og knager – både når du trykker på dem eller når de giver sig på grund af solvarme eller skarpe ujævnheder. Lad det være en ringe trøst, at du oplever det samme i rivalen Mercedes E-klasse.
Er sikkerheden i orden?
5-serien er en bundsolid bil, der yder alle passagerer effektiv beskyttelse. Automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse er standard og i Euro NCAPs crashtest fungerede den perfekt ved alle hastigheder. Fodgængere er der også tænkt på med en motorhjelm, der automatisk vipper op for at beskytte hovedet på bløde trafikanter, der er så uheldige at komme på tværs af den store tysker. BMW må dog lide den tort at få fratrukket point for en knæairbag til chaufføren, der ikke udløser hurtigt nok. 5-serien scorer dog uden problemer samlet topkarakter på fem stjerner. Læs mere på euroncap.com.
Hvordan kører den?
Køreegenskaberne er den store nyhed i BMWs 5-serie: Hvor forgængeren satsede hele butikken på komfort, er afløseren markant mere dynamisk. En 520d har smidt 65 kg og sammen med en fastere undervogn gør det køreoplevelsen langt mere atletisk.
Styretøjet formidler også mere kontakt med vejen, så du kan styre den store 5’er rundt på sognevejene som en mindre og nærmest sportslig bil. Det er ren fryd – BMW 5-serie tilbyder ubetinget mere køreglæde end konkurrenterne. Den dårlige nyhed er, at dynamikken har sin pris. Undervognen falder aldrig helt til ro men reagerer nervøst på alle ujævnheder. På motorvejen, der burde være 5-seriens rette element, bliver det trættende og forvandler fryd til frustration. Er du til langturskomfort, er Mercedes E-klasse et bedre valg – med mindre du kan finde ekstra penge til BMWs aktive affjedring.
Hvordan er motoren?
520d fortsætter med BMWs velkendte, firecylindrede 2,0 liters dieselmotor med 190 hk. Oliebrænderen er stadig mere rustik i lyd og gangkultur end Audis og Mercedes’ ditto, men kraftoverskuddet rækker fint til danske forhold og med 130 km/t på motorvejen falder maskinen til ro som en tysker efter en frokost med wurst, knödel og to store bier vom fass.
Det sande ‘meisterstück’ i det tyske maskinrum er dog BMW’s fine automatgear med otte trin, der stort set altid skifter både hurtigt, blidt og velovervejet. Steptronic-gearkassen dirigerer motoren med så stor præcision, at vi nåede et snit på 17 km/l – flot for så stor en bil.
Passer prisen?
En 520d er ikke billig, men faktisk har den nye 5-serie barberet lidt af prisen sammenlignet med forgængeren og har samtidig fået fint standardudstyr som LED-lys hele vejen rundt, automatisk nødbremse, nødopkald og p-sensorer for og bag. Som altid tager BMW sig dog godt betalt for ekstraudstyr. F.eks. skal du betale næsten 20.000 kr. for metallak og knapt 50.000 kr. for en sportspakke, der løfter udseendet over det ordinære og tilføjer de fine sportssæder, der begejstrer i testbilen. De fleste vil dog vælge 5-serie som firmabil, og så falder beskatningsværdien til 510.000 kr. og inkluderer navigation og metallak. Sammenlignet med konkurrenterne er BMW 5-serie fair prissat.
Er der alternativer?
Arvefjenden Mercedes E 220d med 194 hk og avanceret 9-trins automatgear til 652.000 kr. er svær at komme uden om – især hvis du er til komfort, hvor Stuttgart har overtaget. Lidt derfra i det sydtyske tilbyder Audi i Ingolstadt en A6 med 190 hk og automatgear til 636.000 kr. A6 har efterhånden seks år på bagen, men er fortsat stærk på komfort og plads og byder på klassens mest kultiverede to liters diesel. Endelig lokker Volvo med den nye S90, der både kører godt, har god plads og efter vores mening klassens lækreste kabine. Svenskerne har da også så meget selvtillid, at de topper prislisten med 683.000 kr. for en S90 D4 aut. med 190 hk. BMW 5-serie sætter alle i skammekrogen på køredynamik, mens A6 og E-klassen vinder på komfort.
Konklusion:
For: Køredynamik, perfekt førerplads, fair pris.
Imod: Affjedringskomfort, klassens mindste bagsæde.
Hvilkenbil siger:
Syvende oplag af BMW 5-serie er en lidt skizofren oplevelse: På den ene side imponerer dynamikken på de små biveje, på den anden side frustrerer den nervøse affjedring på motorvejen. Det burde snarere være omvendt og i en klasse, hvor langturskomfort skal være en selvfølge, koster det en stjerne.
Læs også tests af konkurrenterne:
Volvo er på vinderkurs med V90
Ingen midtvejskrise for Audi A6
Teknologi er stjernen i ny E-klasse
FAKTA: BMW 520d
Vejl. pris, inkl. lev.: 611.000 kr. (Beskatningsværdi: 510.000 kr.)
Anslået kontantrabat:* 35.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.900 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 9
Forbrug (EU-norm): 23,8 km/l (109 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 17,0 km/l
Længde/bredde/højde: 494/187/147 cm
Bagagerum (min/max): 530 liter
Vægt: 1.635 kg
Motor: 4 cyl., 2,0 liter, turbodiesel
Effekt: 190 hk/400 Nm
0-100 km/t: 7,7 sek
Topfart: 238 km/t
Særligt standard udstyr:
Sædevarme, sportslæderrat, aut. antiblænd bakspejl, elsidespejle med antiblænd, LED forlygter, forlygtevask, parkeringssensor for og bag, Active Guard (bl.a. automatisk nødbremse), alarm, SOS-opkald, teleservice, bluetooth, nedfældelige bagsæder, klimaautomatik, 17” alufælge, el-ruder for og bag, el-spejle, automatisk start/stop-funktion, genvinding af bremseenergi, Driving Experience Control inkl. ECO PRO, fartpilot med bremsefunktion.
Metallak: 19.000 kr., Steptronic 8-trins automatgear: 32.000 kr., aktiv fartpilot med kø-assistent: 23.000 kr., Navigation Professional: 51.000 kr., udvidet digital instrumentering: 5.600 kr., Sport Line design (bl.a. 18” letmetalfælge, kabinelister ”Black High Gloss”, sportssæder, LED tågelygter, BMW Individual High Gloss Shadow Line + diverse design-elementer): 49.000 kr., læderindtræk: 25.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
The post TEST: Fryd og frustration i BMW 5-serie appeared first on Hvilkenbil.dk.