Concept A Sedan er første kig på en ny designstil fra Mercedes. Tyskerne erklærer krig mod skarpe kanter og vil i stedet gøre designet mere langtidsholdbart med bløde, runde former.
Blandt designere og arkitekter er det et kendt fænomen, at skarpe kanter og lige streger kan give alt fra brødristere til biler kant og karakter. Dramatikken har dog sin pris, for jo mere kantet et design er, desto hurtigere kommer det til at se forældet og tidstypisk ud. Bløde, runde og organiske former står sig traditionelt bedre over tid – fra bilernes verden er to superbiler som Lamborghini Countach og Jaguar E-type klassiske eksempler på både styrkerne og svaghederne ved de to designfilosofier: Den kantede Countach var sensationel i 1974, men har ikke den tidløse elegance som E-typen fra 1961 besidder.
Design er som bekendt en smagssag, men når Mercedes nu viser stilstudiet Concept A Sedan på den kinesiske biludstilling i Shanghai, toner tyskerne rent flag i den evindelige diskussion om, hvad der er god stil.
”Tiden med skarpe kanter er forbi,” proklamerede Mercedes’ designchef Gorden Wagener i forbindelse med afsløringen af Concept A. Han sagde det ikke direkte, men krigserklæringen mod det kantede design er naturligvis rettet mod VW-koncernen og rivalen Audi, der gennem flere år har excelleret i en kantet stil på alle koncernens mærker fra Audi til Skoda.
Front fra Mercedes GT
Concept A går en anden vej med linjer, der er endnu blødere og rundere, end dem vi kender fra de nuværende C, E og S-klasse modeller fra Mercedes. Målet er at skabe et tidløst design, der også vil se elegant ud om mange år.
Forsigtigt håndsæbedesign er der dog ikke tale om. Fronten er nærmest aggressiv og tydeligvis inspireret af den heftige sportsvogn Mercedes AMG GT. Begge stilelementer – det blødt svungne karrosseri og det selvsikre bølle-smil i fronten – kan vi forvente at se på næste generation af A-klassen, der står klar i 2018.
A-klassen løfter Mercedes-salg
Netop A-klassen har været en sællert, der har været med til at løfte salget og i 2016 gøre Mercedes til det bedst sælgende luksusmærke foran ærkerivalen BMW for første gang siden 2005. Mens det har fået BMW til at overveje at indskrænke udbuddet af mindre bilmodeller, vil Mercedes tværtimod øge salget af biler i A-klassen. Ud over en ny femdørs A-klasse til Europa, er Concept A Sedan også forvarsel om en sedan, der især skal sælges i USA, Rusland og Kina. Siden følger formentlig andre udgaver som en kompakt stationcar, en firedørs coupe, en cabriolet og op til to crossover-udgaver af den næste generation A-klasse.
Det er med andre ord en uhyre vigtig model, som Mercedes netop nu viser i Shanghai. I 2018 ved vi, hvor mange af idéerne fra Concept A, der får lov at overleve på produktionsudgaven af den næste A-klasse.
Læs også: Strømlinet design bærer frugt for Mercedes
The post Her er Mercedes’ nye designstil appeared first on Hvilkenbil.dk.