BMW 3-serie vinder titlen som årets bedste brugtbilkøb for første gang. Sejren er baseret på fine køreegenskaber, høj pålidelighed og lavt værditab.
Juryen bag Årets Brugtbil har kåret BMW 3-serien i årgangen 2008 til 2012 som vinder af finalen i Årets Brugtbil 2016.
BMW’s mellemklassemodel vinder foran Ford Focus, med Toyota Avensis på tredjepladsen og Nissan Qashqai samt Honda Jazz på de efterfølgende placeringer.
Begrundelsen for at det blev BMW 3-serie, der kørte med sejren, lyder sådan her:
”BMW 3-serie er med sin høje kvalitet, gode materialer og logiske opbygning en oplagt vinder af prisen som Årets Brugtbil 2016. En sportslig bil med fantastisk komfort og super køreegenskaber, der kan forføre de fleste. Der er samtidigt meget få fejl ved syn og test, hvilket gør nomineringen oplagt,” siger Martin Gregersen, bilinspektør og repræsentant for Applus Bilsyn ved kåringen af Årets Brugtbil.
Også ifølge FDM er BMW 3-serie en model med få fejl, og hvor teknikken er gennemprøvet. Kun 2-liters dieselmotoren skal man være opmærksom på. Ellers er kabine, affjedring og øvrige motorer af høj kvalitet.
Sejren til BMW var ikke stensikker. Ford Focus fik næsten ligeså mange point, og det understreger ifølge Karsten Mayland Lemche fra FDM, hvor godt et køb Focus er. Den kom frem i 2011, og kan bl.a. fås med automatisk nødbremse som ekstraudstyr, samtidig med at den generelt set har et højt udstyrsniveau.
Og så er den omkring 100.000 kr. billigere end BMW’en. Eksempelvis koster en BMW 318d fra 2011 ifølge Bilbasen omkring 240.000 kr., mens prisen for en Ford Focus 1.6 TDCI fra samme år til sammenligning er 138.000 kr.
Kåringen sætter gang i salget
I de kommende måneder vil der højst sandsynlig blive solgt flere brugte 3’er BMW’er. Erfaringerne fra tidligere år viser nemlig, at Årets Brugtbil sætter gang i salget af især vinderen, men også de andre finalister i kåringen.
”Vi kunne se en massiv interesse for Mercedes C-klasse sidste år, og kan allerede se en effekt på søgningerne på finalebilerne i år. Det er min forventning, at en BMW 3-serie fra 2008 til 2012 bliver eftertragtet på brugtbilmarkedet resten af året og ind i 2017,” siger Jan Lang fra BilBasen, der håndterer al det praktiske i kåringen.
Han fortæller videre, at salgstiderne faldt for Mercedes C-klassen med godt 30 procent i månederne efter kåringen sidste år, ligesom priserne steg markant på bilen.
På BilBasen er der pt. Næsten 400 eksemplarer til salg af den modelgeneration, der er kåret som Årets Brugtbil, og det brede udbud gør, at man eksempelvis kan få en 318d fra 2009 til omkring 160.000 kroner.
Det er 11. gang, at en 16 mand stor og bredt sammensat jury af motorjournalister og bileksperter sammen med brugerne på Bilbasen kårer Årets Brugtbil i Danmark.
Læs også: Mercedes C har klasse som brugtbil
FAKTA: Afstemningsresultat, Årets Brugtbil 2016
Vinderbilen skal ifølge juryens Jan Lang, Bilbasen, både være et godt køb i forhold til prisen, set i forhold det generelle ejerskab og sidst men ikke mindst skal den være solidt skruet sammen.
BMW 3-serie 2008-2012 med 160 point
Ford Focus 2011-2014 med 150 point
Toyota Avensis 2009-2012 med 85 point
Nissan Qashqai 2010-2014 med 70 point
Honda Jazz 2009-2015 med 45 point
FAKTA: Årets Brugtbil gennem årene
2016: BMW 3-serie, årgangene 2008 til 2012
2015: Mercedes-Benz, årgangene 2007-2011
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee’d, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001
The post BMW 3-serie er Årets Brugtbil 2016 appeared first on Hvilkenbil.dk.