Nu kræver det kun nogle få klik at købe ny bil. VW lancerer som første bilmærke i Europa direkte salg af biler online. Foreløbig dog kun den lille Up i hvid eller sort.
Gider du ikke bruge søndagen på at køre rundt til bilforhandlere for at prøvekøre biler?
Så har den danske VW-importør et godt og nyt tilbud til dig: Som det første bilmærke i Europa, lancerer Volkswagen Danmark direkte salg af biler online. Fremover kan du sidde derhjemme og bestille en ny VW med ganske få klik på hjemmesiden volkswagen.dk/online.
Det kan på alle måder gøres hurtigt, for foreløbig er der ikke så mange varer i VW’s virtuelle biludstilling: Her findes nemlig kun mikrobilen Up – og kun i to udstyrsversioner og to farver, hvid eller sort. Men på sigt kan der komme flere modeller på de virtuelle hylder, lægger Volkswagen Danmark op til.
Baggrunden er, at danske forbrugere køber stadig mere på internettet. Den omsætning vil Volkswagen Danmark også gerne have en del af. E-handlen er de seneste år steget markant i Danmark og alene i 2016 forventes en samlet omsætning på 100 mia. kr., vurderer brancheforeningen for e-handel FDIH.
”Danske forbrugere køber rigtig mange varer på internettet og vi mener, at det er oplagt også at tilbyde vores kunder at købe deres bil online. Vi tror, at de danske forbrugere er modne til det nu, og at vi kan tiltrække nye målgrupper, som ikke normalt besøger en bilforretning søndag eftermiddag. Vores strategi er, at det skal være sikkert, let tilgængeligt, gennemskueligt og hurtigt at handle bil online”, siger Volkswagens danske direktør Ulrik Drejsig.
Hæver beløbsgrænsen
Med online-bilsalg har Volkswagen i samarbejde med Nets fået hævet den danske beløbsgrænse for online handel fra de eksisterende 100.000 kr. til 150.000 kr. Tre ud af fire danske Up-kunder køber nemlig en model i prislejet 120.000 -130.000 kr.
”Vi har fokuseret på, at online salget skal være så simpelt og gennemskueligt for forbrugeren som muligt og derfor har vi valgt at lancere to forskellige Up-modeller med et begrænset udvalg af ekstraudstyr. Da vi på forhånd kan bestille bilerne hjem til vores centrallager i Danmark, er det kun indregistreringen af bilerne, klargøring og transport, der tager tid og dermed kan vi udlevere en Up købt online indenfor 10 hverdage”, fortæller Ulrik Drejsig.
Via Volkswagen.dk/online vælger man sin Up via få klik med motorstørrelse, farve og ekstraudstyr. Næste trin er, at man bliver man bedt om at identificere sig via NemID. Herefter vælger man forsikringsselskab og til sidst den VW-forhandler, man ønsker at hente sin Up hos. Betalingen foregår med kort eller MobilePay.
Ingen rabat-knap
Det er ganske rigtigt nemt, men som forbruger leder man dog efter en ‘rabat-knap': Hjemmesiden nævner slet ikke de muligheder for rabatter, der typisk vil være i en ‘normal’ købssistuation hos en forhandler.
Som ved ethvert andet køb er der 14 dages retur- og fortrydelsesret på online købet af en Up. Er bilen blevet kørt i, returneres det fulde beløb modregnet 3.880 kr. i nummerpladegebyr samt 1,50 kr. pr. kørt kilometer.
Læs også testen: Lille turbomotor er en stor Up-levelse
The post Nu kan du købe din VW Up online appeared first on Hvilkenbil.dk.