Nye produktionsmetoder, simplere teknologi og faldende batteri-priser gør det billigere at fremstille elbiler hurtigere end forventet.
Allerede om tre år – i 2027 – vil det være billigere at fremstille elbiler end fossilbiler. Det vurderer Pedro Pacheco, vicepræsident for research- og analysefirmaet Gartner i et interview med branchemagasinet Automotive News.
Priserne på den dyreste komponent i en elbil – batteriet – er allerede på vej ned, men den store gevinst ligger i nye måder at fremstille biler på. Amerikanske Tesla viser vejen med deres såkaldte ’gigacasting’ (foto), hvor store dele af karrosseriet trykkes ud af ét stort stykke metal i stedet for at blive svejset eller limet sammen af flere små.
Pacheco kalder Teslas måde at fremstille biler på ”radikalt nytænkende.” Gigacasting kan gøre det mindst 20 procent billigere at fremstille et karrosseri. Andre mærker har da også taget idéen til sig, og har allerede bestilt de enorme metalpresser, der skal bruges til gigacasting.
Billigere produktion overrasker
En anden ny idé, der reducerer omkostninger, er at lade elbilers batteripakke indgå som en del af bilens bærende konstruktion. Det gør samtidig elbiler lettere, til gavn for rækkevidde og køreegenskaber.
Priserne på elbilers kostbare batterier falder løbende. Men ifølge Pedro Pacheco er produktionsomkostninger den store ”overraskelses-faktor”, der for alvor bringer prisen på elbiler på niveau med fossilbiler.
”Vi når simpelthen vendepunktet tidligere end forventet,” siger han til Automotive News.
El-platforme en fordel
Samtidig peger han på, at mærker som Tesla, der udelukkende udvikler og fremstiller elbiler, har en fordel frem for mærker, der både skal håndtere platforme til fossilbiler, elbiler og ’multi-platforme’, der kan rumme begge drivliner. Det forenkler produktionen og gør den billigere.
Det er også forklaringen på, at store elbil-producenter som Tesla og kinesiske BYD er i stand til at sætte priserne på deres elbiler ned, uden at det for alvor rammer deres indtjening. De har simpelthen større fortjeneste at tage af.
Kun de stærkeste overlever
Og det er afgørende, for ifølge en ny analyse fra Gartner, er markedet for elbiler på vej ind i et udskilningsløb.
”Vi er inde i en ny fase, hvor elbiler ikke længere får hjælp af tilskud eller miljøfradrag. Nu skal de være fremragende produkter i direkte sammenligning med fossilbiler,” forklarer Pedro Pacheco.
Der er mange – også nye – elbilproducenter, og ikke alle kommer til at overleve. Ifølge Pedro Pacheco og Gartner er markedet gået fra ’guldfeber’ til ’kun de stærkeste overlever’.
Kun de producenter, der kan reducere deres omkostninger og stadig tjene penge, vil overleve. Op mod 15 procent af de mange mærker, der fremstiller elbiler, vil dø, lyder vurderingen i Automotive News.
The post I 2027 er elbiler billigere at bygge end fossilbiler appeared first on Hvilkenbil.dk.