Nye tal viser ny bundrekord for hastigheden på motorvejene. Årsagerne er ønske om at spare brændstof, flere elbiler og øget trængsel.
Danskerne er mere og mere tilbageholdende med at træde på speederen, når de sætter sig bag rattet i bilen. Farten på landets veje har aldrig – i hvert fald i nyere tid – været så lav.
Nye tal fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer viser, at den gennemsnitlige hastighed på motorvejene fortsætter med at falde, og at der for andet år i træk er sat ny bundrekord.
Vejdirektoratet har ikke registreret en lavere gennemsnitsfart på motorvejene, siden man begyndte at opgøre hastigheden på forskellige vejkategorier tilbage i 2002.
”Det er en smule overraskende, at hastigheden fortsætter med falde, når man tænker på, at det var inflationen og de stigende brændstofpriser, som satte gang i denne strømning. Mange sænkede farten for, at brændstoffet skulle række længere, men efterfølgende har samfundsøkonomien været i fremgang, og derfor kunne man tro, at der ville ske en stagnation,” siger Niels Moltved, projektleder i Vejdirektoratets afdeling for trafikstatistik.
”Men der bliver fortsat kørt 2-3 km/t langsommere end i årene før inflationen, så måske har de gode sparevaner simpelthen bidt sig fast. Der er nemme penge at spare, og for samfundet er der gevinster at hente for miljø og trafiksikkerhed,” siger han.
Også på landeveje og i de større byer er farten ifølge Vejdirektoratets målinger faldet.
Så ’langsomt’ kørte vi i 2023
Tallene viser, at der på motorveje med en hastighedsgrænse på 130 km/t er blevet kørt med en gennemsnitlig hastighed på 118,1 km/t, mens der på motorveje med en hastighedsgrænse på 110 km/t er blevet kørt med en gennemsnitlig hastighed på 110,7 km/t.
Det er en smule langsommere end året før, hvor der blev kørt med henholdsvis 118,5 og 111,6 km/t – og hvor den hidtidige bundrekord blev sat.
Hastighedsbarometret viser, at tendensen med at køre langsommere for alvor begyndte i februar 2022, da priserne på benzin og diesel tog et ordentligt nøk opad. Mange fandt ud af, at de kunne spare lidt brændstof, hvis de sænkede farten, og nu ser hastigheden ud til at have stabiliseret sig på et generelt lavere niveau end før inflationen.
Elbilister dæmper hastigheden
Men mange andre forhold spiller ind på den faldende fart, mener redaktør på Hvilkenbil.dk Jens Velling.
”Det stigende antal elbiler kan have påvirket hastigheden i nedadgående retning. Vi ser mange elbilister, der max kører 110-120 km/ på motorvejen for at spare på strømmen og forlænge rækkevidden,” siger han.
”Der er stor forskel på rækkevidden i en elbil, om man kører fx 110 km/t eller 130 km/t,” uddyber han.
En anden årsag kan være noget så simpelt som øget trængsel og massive vejarbejder omkring store danske byer som København, Odense og Aarhus, peger han på. I løbet af 2023 steg trafikmængden med 1,8 procent.
”Vi ser også stadig flere biler, der kører med adaptiv fartpilot, der selv afpasser farten til de forankørende. Alt andet lige giver det en mere tilbagelænet og defensiv kørestil, hvor man slapper af med at lade bilen styre farten, i stedet for at accelerere frem, når der plads. Alt andet lige dæmper det også hastigheden,” vurderer Jens Velling.
FAKTA: sådan måles der
Der er mange parametre, som spiller ind på hastigheden. Det kan være trængsel, vejret, omfanget af dagslys og bilisternes økonomi. Det tager Vejdirektoratet højde for ved kun at sammenligne de samme strækninger på samme tid af året og i perioder uden trængsel, hvor bilisterne i høj grad selv bestemmer farten.
I 2023 var der rekordmange nedbørsdage. Det er et eksempel på en parameter, som kan have fået os til at løfte foden lidt fra speederen. Vejdirektoratet kan dog ikke sige, hvor meget de store nedbørsmængder har påvirket hastigheden.
Grafik og foto: Vejdirektoratet
The post Hastigheden er langsommere end nogensinde appeared first on Hvilkenbil.dk.