Hyundai intensiverer priskrigen med endnu en prisnedsættelse. Ioniq 5, Ioniq 6 og Kona Electric bliver op til 40.000 kr. billigere.
Priskrigen på elbiler buldrer videre. Denne gang er det den danske Hyundai-importør, der ’laver en Tesla’ og – for anden gang – sætter priserne ned og gør alle sine elbiler billigere. I denne ombæring kan du spare mellem 20.000 og 40.000 kroner. Altså solide prisnedsættelser, som kommer mindre end tre måneder efter, at Hyundai barberede op til 55.000 kroner af priserne på Ioniq 5 og Ioniq 6.
Det er især ’Årets bil i Danmark 2022’, , der nyder godt af den nyeste prisnedsættelse. Denne gang bliver den store og praktiske elbil sat ned med 40.000 kr. Priserne begynder nu ved 325.000 kr. for basisudgaven med 58 kWh batteri og en rækkevidde på 384 km. Vi vil dog anbefale udgaven med det store batteri på 77 kWh. Det øger rækkevidden til 507 km og gør Ioniq 5 mere langtursegnet, ikke mindst fordi den lader lynhurtigt på farten med sin avancerede 800 volt teknologi.
Meget standardudstyr
Selv i basisudgaven Essential får du masser af udstyr som adaptiv fartpilot, Apple CarPlay, bakkamera, Smart Key betjening, varmepumpe og foropvarmning af batteri før opladning samt aktiv blindvinkel sensor. Til 350.000 kr. får du så meget elbil for pengene, at Ioniq 6 også prismæssigt ligner et alternativ til Tesla Model 3.
Effektiv Ioniq 6
Vægter du effektivitet og rækkevidde højt, kan du overveje at betale lidt mere for Ioniq 6. Teknikken er den samme som i Ioniq 6, men med sit ekstremt vindglatte karrosseri, kører Ioniq 6 op til henholdsvis 429 og 614 km på det lille og store batteri. Ioniq 6 kører også langt på strømmen i virkeligheden – den strømlinede koreaner er den hidtil mest effektive elbil, som Hvilkenbil har testet.
Priserne er reduceret med 20.000 kroner, så de starter ved 335.000 kr. for Ioniq 6 med 53 kWh batteri og 360.000 kr. med 77 kWh batteri.
Konkurrencedygtig Kona
Sidst men bestemt ikke mindst for de mange danskere, der leder efter praktiske og prisbillige elbiler, er den helt nye Hyundai Kona Electric også blevet 20.000 kr. billigere.
280.000 kr. rækker til basismodellen med 48 kWh batteri og en rækkevidde på 377 km. Igen vil vi anbefale Kona Electric med det større 65 kWh-batteri, der giver op til 512 kilometers rækkevidde for 310.000 kr. Også her gælder det, at Hyundai ikke fedter med standardudstyret. Du får bl.a. klimaanlæg, adaptiv fartpilot, trådløs Apple CarPlay, varme i rat og forsæder, bakkamera, p-sensor for og bag, varmepumpe, skiltegenkendelse og aktiv vognbaneassistent med i pakken.
Hvilkenbil testede fornylig Kona Electric til fire stjerner. Vores eneste reelle anke var, at prisen var en smule til den høje side – nu er bilen blevet væsentligt mere konkurrencedygtig.
Gælder alle varianter
Modsat tidligere er Hyundais prisnedsættelser denne gang ikke begrænset til en periode.
”Vores elbilsprogram udgør en større og større del af vores samlede salg i Danmark, og det er fantastisk at se, hvordan danskerne tager elbilerne til sig. Derfor er jeg glad for, at priserne på vores elbilprogram bliver endnu mere attraktive i det yderst konkurrenceprægede marked. De nye priser er opnået i samarbejde med fabrikken og gælder alle udstyrsvarianter,” siger Annegrethe Skovby, pressechef i Hyundai Danmark.
The post Hyundais elbiler bliver billigere – igen appeared first on Hvilkenbil.dk.